Afrejsen, version 2

Kopi af P5120117Den sene aftens begyndende kølige dug lå allerede på græsset som Adelia banede sig vej ned til stranden. Ofte lod hun årvågent blikket vende tilbage mod det fængsel, der indtil nu havde formået at holde hende indespærret i så mange år. Men nu…
Hendes mørke lokker dansede op og ned for hvert skridt og sled desperat for at frigøres fra det stramme spænde, der i dag føltes tungere end nogensinde.
På trods af den ængstelighed og angst hun havde for at blive opdaget, følte hun allerede sit hjerte banke hurtigere af opstemthed, spænding. Hun skulle væk. Hjem…
Sømmen på vejrmagerindens kappe var allerede fugtig af det dugvåde græs. En dæmpet, tør knasen standsede hendes gang et øjeblik, da hun endelig mærkede sandet under sine fødder. Selv hernede på det lille strand-fremspring foldede planterne sig livligt ud og gjorde krav på den lyse jord.
Adelia fejede de mange slyngplanter væk fra den lille båds skrog og fik med møje skubbet den af sted over bredden, til den ramte havoverfladen med et lavt plask. Hun standsede et øjeblik og så frem for sig. Nu var hun her. Det var tid.
Tågehavet lå foran hende, uudforsket og smukt i den lavtstående sol. Disen hang let over overfladen og indhyllede horisonten i et blødt tæppe, der visse steder tog form af huse, kirker. Adelia vendte sig en enkelt gang om mod bygningen bag sig. Der var ingen, der ville savne hende. Og ingen hun ville savne.
Hun trak forsigtigt op i sin kjortel og trådte ud i det kolde vand. Det omsluttede hendes ben og langsommeliggjorde hendes gang, men hun fortsatte. Der var intet, der måtte standse hende nu.
Forsigtigt fik hun lempet sig op i den lille båd og sat sig til rette ved roret. Med et kig frem mod det endeløse grå fyldte hun sejlende og førte sig selv af sted. Hvorhen vidste hun endnu ikke.
Båden førte hende af sted mod det ukendte med blide, skvulpende lyde og behageligt vuggende bevægelser.
Så snart hun havde forladt Øen mærkede hun en tung byrde i sit bryst tage form, sprede vingerne og forsvinde ud i horisonten, som havde den aldrig eksisteret.
Solen var overraskende varm, og hun lod langsomt kjortlen glide af sine blege skuldre. Den behagelige brise, hun selv bad føre sig, blæste blidt gennem hendes hår og purrede op i de mørke lokker, der endnu var indkapslet i den stramme knold bag det kolde sølvspænde.
Med forsigtige bevægelser rakte hun om på baghovedet, ledte med fingrene efter spændet og åbnede det, så det ravnsorte hår kunne falde ned som en let, nattemørk lavine.
Vægten fra spændet var endelig forsvundet fra hendes hoved, og tyngede blot hendes håndflade. Med et sidste blik på de smukke nådesløst indkapslede blomster, de bittesmå rubinsten lod hun en finger glide over den kølige overflade. Så rakte hun hånden ud og lod spændet glide ned blandt havets bølger.
Kun et enkelt blik var smykket helliget, før hun fortsatte.
Hun trak generet ud i de stramme stykker stof, der klæbede ubehageligt til hendes hud. Med et lille fornøjet smil lod hun den tynde trøje glide over hovedet og foldede den pænt sammen oven på hendes kappe. Så knappede hun også bukserne op og lagde dem ved siden af trøjen.
Med lukkede øjne og et befriet ansigtsudtryk lænede hun hovedet bagover og indsnusede den friske havluft, der emmede af saltvand. Mærkede sit lange hårs kilden på sin lænd. Og den nedgående sols skønsomme varme på hendes krop.
Hun lagde sig på ryggen i den lille båd og spredte armene ud i et favntag af friheden.
Således strakte hun sine slanke fingre ud og lod sine fingerspidser røre havoverfladen som en pensel på et lærred. Det var køligt og befriende, som intet andet hav lod det til at smyge sig op langs hendes fingre af egen vilje, et slumrende dyr, der taknemmeligt gengældte hendes kærlige gestus.
Hele hendes nøgne krop lå udstrakt på det smukke træværk og blev behageligt opvarmet af solens sidste stråler. Den gennemstrømmende følelse af klarhed genlød fra hendes indre og ud omkring hende.
Langsomt vendte hun hovedet, lod sit mørke hår spredes ud som en mørk glorie om hendes ansigt. Hun kunne have ligget her i timer. Uger. Måneder. Tiden eksisterede ikke på et sted som dette.
Med rolige bevægelser rejste hun sig forsigtigt og fik båden til at tippe en smule, før hun genvandt balancen. Hun strakte sin yndefulde, lyse krop med ansigtet vendt mod solnedgangen. Med de lange arme gribende op mod himlen og det mørke hår faldende ned ad skuldrene som en manke af ravnefjer tog hun en dyb indånding, tøvede et øjeblik og kastede sig da fremad, ned blandt de kolde dråber.
Havets behagelige kulde ramte hende så snart hun rørte overfladen. Hendes krop trak sig et øjeblik sammen ved overraskelsen over at møde havets kulde, men mærkede da dets utroligt behagelige blødhed. Den totale udeblivelse af al form for støj fra omverden. Hun vendte sig om på ryggen, endnu under overfladen og svømmede af sted med blikket rettet mod overfladen. Her ville hun blive for evigt, hvis hun kunne. Tømme sine lunger for luft og aldrig være nødt til at fylde dem igen. Hun forestillede sig at være en fisk, en del af havet, evigt i symbiose med denne klarhed, denne oplysning.
Med en elegant bevægelse vendte hun sig bagover og gennembrød overfladen med et gisp. Hun tørrede sine øjne og så imod solens absolut sidste stråler, mens hun trak sig op på båden igen og svøbte kappen om sig.
Hun slog med hovedet og snusede ind for vandet, der løb over hendes ansigt.
Med svagt klaprende tænder så hun imod den svindende sols stråler og gned forsigtigt sine arme, omhyggelig med ikke at bryde det vidunderlige øjeblik.
Et øjeblik før den lysende skive forsvandt bag havets skarpt afskårne tæppe lyste den himlen op i et enkelt glimt af rosa, der samtidig fik hendes hår til at fremstå lysere, næsten ildrødt.
Med det tiltagende mørke blussede hendes gennemtrængende ro op og bredtes til hendes blege kinder. Hvis dette ikke var verdens midte, ville hun ikke vide hvor det var.

Info: Her er så en anden udgave af “Afrejsen” denne gang med små ændringer hist og her. I kan læse info om selve romanen her, alt andet ville tage for lang tid at skrive :). Andre scener i denne serie er Det hellige ritual og Byens kalden.

Inspirationssang: Titanic, “My heart will go on” instrumental

Reklamer

En kommentar to “Afrejsen, version 2”

  1. […] “for-scene” til “Afrejsen” (bestem selv om det skal være version 1 eller 2, og handler som altid om den unge Adelia, der har en meget stærk oplevelse i mødet med naturen. […]

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s

%d bloggers like this: