Byens kalden

”PLASK!”
Adelia slap et heftigt bandeord, da endnu en stor mængde vand blandedes med støvkornene på vejen under hende. Det tunge åg pressede sig ned i hendes brændende skuldre, kradsede i hendes nakke, og som om det ikke var nok, var hun også nødt til at fare af sted over den tørre vej med overhængende fare for at spilde det alt for kostbare vand.
Støvet knasede under hendes fødder og skabte små skyer omkring hendes ben, klæbede til hendes allerede våde kjortelsyning og satte sig i hendes hår og ansigt. Sveden bredte sig på hendes brændende kinder, og udsigten til en lang hård tur op af den stejle bakke, der ledte op til templet, var ikke ligefrem tillokkende. Hun sukkede udmattet og strøg nogle af sine mørkerøde hårlokker væk fra ansigtet. Kun nogle få fugle var endnu ude for at bebude sommerens alt for korte beståen, og selvom de første af nattens stjerner kunne skimtes i syd var varmen under det tykke stof ulidelig.
En behagelig, opløftet trille fangede hendes opmærksomhed, da en svale muntert fløj forbi hende, drejede brat i luften og satte af sted mod nord.
Det var da, at synet slog Adelia. Den brændende, rosa aftenhimmel spredtes i et bælte lige over horisonten. Det høje græs og de mange jordvolde blokerede hendes udsyn, men hun vidste, at det var der et sted. Et sted, langt bag bølgerne af hvilende græsstrå var den der, det, der havde draget hende i alle nætterne de sidste dage.
Langs med den højkornede mark ved hendes side løb en smal sti, der med garanti ledte ud mod det, der trak i hende som en usynlig streng af længsel. Hun kastede et stjålent blik omkring sig og bed sig tvivlende i underlæben. De ville lede efter hende. Der ville blive sendt nonner ud i hele omegnen for at finde hende, og når de gjorde…
Adelia tog en hurtig beslutning og satte hastigt åget med spandene fra sig og gav sig til at løbe. Vinden piskede mod hendes øjne og rev i hendes små, ildrøde lokker, sloges med hendes stramme spænde. Uden betænkeligheder hev hun spændet ud og lod sit lange, røde hår strømme ned ad hendes skuldre, for hurtigt at blive grebet af luften og hevet tilbage i en sanselig, let og yndefuld dans.
De kraftige indåndinger brændte i hendes lunger og benene syrede til, men hun var så tæt på… Så ubærligt tæt på…
Og så, før hun havde forventet det, nåede hun skrænten. Kun i sidste øjeblik fik hun hakket hælene i jorden og standset med gruset skridende under sine fødder.
Den ivrige pumpen af luft vedblev med stedvise piv fra hendes mishandlede lunger, men hun mærkede det knapt, al opmærksomhed vendt mod synet foran hende.
Der, svømmende i et hav af flammer og lette skyer, og med himlens brændende tunger over sig, lå Byen. Indhyllet i et hav af tåge tårnede silhuetter af slotte og templer sig op, i former hun aldrig i sine vilde fantasier kunne forbinde med bygninger. Men de var der.
Hun lod sin krop opfyldes af friskheden, der hang overalt i luften, friheden, der syntes at udgå fra hver fugls vingeslag, og hun selv rakte armene ud for at tage imod det. De kraftfulde sus fra brændingen dannede en smuk baggrund for de sidste havfugle, der søvnigt vendte hjemad.
Hun lod længselsfuldt sine blå øjne suge den utrolige palet til sig, mens hun sænkede sin krop ned på den bløde eftergivende jord, og med slanke fingre, der allerede var hårdhudede og prægede af arbejde greb hun om det fugtige græs, der prikkede på hendes hud og kildrede imellem hendes fingre. Den bløde, pressende fornemmelse af tyk muldjord under neglende og den faste understøttelse under hendes fuldkommen afslappede hænder sendte en bølge af total ro gennem alle hendes ellers så anspændte muskler. Selvom smerten endnu pulserede i det sarte kød på hendes skuldre var det ligegyldigt. Alt var ligegyldigt her.
Med havets dybe suk brusende i ørerne og den kraftige duft af græs og jord hængende overalt omkring sig, mærkede hun vindens tiltagende styrke, der strøg tårerne væk fra hendes ansigt. Der var en sammenhæng, en klar, symbiotisk, næsten magisk enhed på dette sted, en følelse af perfektion hun aldrig ville kunne beskrive. Intensiteten vedtog for hvert sekund, for hvert eneste øjeblik forekom fuglenes skrig hende højere, den fugtige dugduft kraftigere og vindens kulde, der skabte en prikkende fornemmelse på hendes hud, tydeligere.
Den kradsende uldne fornemmelse på hendes hud føltes pludselig stærkere end førhen, malplaceret, forkert, og med et vagtsomt kig til begge sider rullede hun med skuldrene, så det tykke, røde stof gled ned og kun hang om hendes albuer. Derpå rejste hun sig op, lod luften fylde sine lunger og tabte kappen fuldstændig. Hendes blik var rettet fremad, mod den lysende, vidunderlige by fra hvilken alt dette syntes at stamme. Den kaldte på hende, søgte hendes nærvær, som hun søgte dens.
”Jeg kommer,” svarede hun. Med armene spredt ud lod hun sig falde forover. Det susede for hendes iskolde ører, og luftmodstanden tvang vand ud af hendes smalt åbne øjne. Hele hendes krop syntes at falde fuldstændig tilfældigt rundt i det enorme rum mellem hende og vandoverfladen. Blodet pumpede rundt i hendes krop, og en fuglelignende fornemmelse kildrede i hendes mave og lettede hendes hjerte.
Jeg kommer… Hun tog alt omkring sig ind, hele denne aften, i et enkelt, kraftigt sug og holdt det inde, forberedt på hvad end, der måtte komme.

Info: Denne tekst hører til min lille roman (der endnu blot er en samling af scener) om pigen Lasata, der flytter fra sin hjemlandsby og vælger at blive en del af præstindeordenen (læs mere om historien her).
Ideen med denne scene er, at hun endnu engang drages af denne by, faktisk så meget så hun kaster sig ud over klippekanten ned i havet. Hun overlever, men er temmelig syg i nogen tid derefter, og får selvfølgelig en masse problemer med præstinderne. Ris og ros er som altid tilladt. 🙂

Inspirationssange: Titanic, “My heart will go on” instrumentalog Flook “Rosberg”.

Reklamer

2 kommentarer to “Byens kalden”

  1. […] var den første til dette forsøg, og med mig havde jeg bragt teksten “Byens kalden”, hvilket gik over al forventning! Meningerne var delte, nogle syntes rigtig godt om det meget […]

  2. […] havde medbragt “Byens kalden” og “God only knows what I’d be without you”, læst op i denne rækkefølge, så […]

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: