Elvernes ø, prolog og scene

Princess Mononoke

Kopi af P5120117Prolog: I mange årtier har mennesker hersket i landende mod syd, og med hård hånd forsøgt at bekæmpe beboerne mod nord. Disse har efter hårde, blodige fejder måttet bukke under for denne trussel fra syden, og leve i en evig undertrykt tilværelse. Men heldige få har formået at flygte og overleve. Få har undgået menneskernes terror, og blandt disse er elverne. Og for dem er det lykkedes at finde et afsidesliggende sted, en ø, ukendt for resten af verden og beboet af ingen anden. Dette folk er opstået af naturen, og har fundet sammen indenfor tre racer, der, på trods af de utallige forskelligheder, lever i harmoni og balance på den legendariske elvernes ø.

Scene: Den totale, dybe stilhed, der nu engang hersker under vandets kolde, glasklare overflade omslutter Andäria i en tæt, tryg kappe. Havfruernes bølgende sensuelle hårpragter i alskens grønne nuancer svajer let ved hendes side. Ingen kvinde behøver afsløre mere for at lokke en mand til sig.
Hun dykker endnu dybere ned og mærker svagt en trykken for sine ører, men ikke mere end en hval ville mærke en tangloppes bid. Fisk i alle lysets farver farer forbi med stor hast, nogle stopper op og betragter hende med undrende, store øjne, andre suser videre i frygt for konsekvenserne ved mødet med et så ukendt væsen.
Køligt driver et slør af saltvand hen over Andärias blå hud, der i disse dybder smelter sammen med væren omkring hende, bliver en del af havet.
Dybere, dybere ned, til det blafrende lys fra solen langsomt aftager og mørkets dybder omslutter hendes slanke, dybblå skikkelse. Den sparsomme luft, der efterhånden er tilbage i hendes lunger siver ganske langsomt ud gennem hendes næsebor, og med et sagligt, underfundigt smil lader hun sig falde bagover. En klar, smuk sang som fra sirenes egne stemmer lyder klart ud for hendes ører, og gennem et slør af mystik skimter hun svagt en ung kvinde med lys, rosa og violet hud svømme forbi hende, et øjeblik blidt kærtegnende hendes ansigt, efterladende hende med en svimmelhed, der hurtigt indfinder sig i hele hendes legeme og gør hende ude af stand til at vide, hvad der er vejen tilbage til verden ovenfor, og hvor den endnu uberørte sandbund befinder sig. Hun ved derfor ikke om det er havets evige mørke kroge af glemsel, der blafrer for hendes synsfelt, eller om det er hendes egen krops advarselsskrig i sin higen efter luft.
Svævende i dette rum af længsel og drømme mærker hun suset i sine blodårer, der lader smukke melodier spille for hendes ører og blandes med fiskenes fjerne parringskald. Hun svarer dem med bobler frem for ord, tanker frem for uforståelige lyde.
Øjeblikket før hun byder mørket velkomment, før hun mødes med dybets herrer og alle skabninger før dette liv, mærker hun suset, den varme strøm af tyndere, lysere havvand og det kildrende, lette sollys, der prikker hendes hud gennem det enorme glas.
Hun vender sit ansigt og ser for sine svimlende øjne et kastanjebrunt blik, lige så bekymret som hans pande ikke tøver med at vise. Han holder om hende, varmer hendes kolde legeme og sender beroligende, afslappende tanker til hendes forstyrrede sind. Blidt læner hun sit hoved på hans skulder og lukker øjnene, overladende sit liv fuldstændig i hans varetægt.
Det øjeblik hun bryder overfladen mærker hun den trykkende varme fra landet over hende og byder kærkomment den lette sommerbrise velkommen i sin krop.
Endnu ude af stand til selv at bevæge sig lader hun ham slæbe sig ind til bredden. Liggende sådan med mørket endnu dansende for sit blik og havet skyllende ud af sin mund på jagt efter dets hjem, mærker hun sandets ru overflade på sin våde hud, der hurtigt opvarmes af den bagende sol.
Efterhånden som den kamp mellem mørke og lys, der udspilles for hendes blik ophæves og vandrer andetsteds, vender synet af den anden verden tilbage. Den virkelige verden.
Løvelveren over hende har endnu ikke ytret et ord. Hans nøddebrune hår klistrer til hans grønhudede ansigt, der er fortrukket i en tålmodig, koncentreret grimasse, mens hans med utrolig omhyggelighed undersøger hendes krop.
Andärias læber fortrækkes i et smil, og hun mærker hvordan dele, der ikke kunne nås af solens varme blive tøet indefra af en anden, selvfremkaldt hede.
”Hvad søgte du denne gang?” spørger han endelig med en blød, dyb stemme. Et længselsfuldt suk forlader hendes krop som en utøjrelig vind.
”Jeg tørstede efter hende, Kamiél. Alle hendes skabninger.” Han nikker forstående, endnu uden at se på hende.
”Havfruerne?” Et sagligt smil tegnes på hendes ansigt.
”Ja…” svarer hun med drømmende stemme.
”Du er forhåbentlig bekendt med myten om havfruernes forsvinden for mere end 5000 år siden?” Et drillende, kærligt smil bliver sendt til hende, sammen med hans opmærksomme blik. Hun ler let, og hoster endnu en smule vand op. På et øjeblik skifter hans blik til alvor, bekymring.
”Ærligt talt, Andäria, dette må have en ende. Alle de dyk, du aldrig selv vender tilbage fra. Faren dernede er stor, større når du færdes alene.” Han rækker ud og stryger en lys pandelok væk fra hendes ansigt.
”Du vil altid være der, til at redde mig.” Med sine slanke fingre griber hun blidt om hans hånd og fører den til sine læber. Endnu med blikket fæstet på hans vender hun hans ru, jordklædte håndflade mod sit ansigt og presser den blidt mod sine læber. Med lukkede øjne holder hun blidt om den og lader sin mund omslutte hans finderspidser, og mærker et øjeblik hvordan en skælven bredes gennem hans krop.
”Andäria…” hvisker han stille. Hun ser op på hans ansigt, og opdager, at hans øjne er lukkede. Men da de åbnes er alt hun får til gengæld et overbærende smil.
”Du holder aldrig inde, gør du?”

Info: Denne tekst er (endnu engang) blot en lille scene i (endnu) en roman jeg arbejder lidt på. Den handler om en elverkvinde (Andäria), der har boet hele sit liv på “Elvernes ø”. Nogle ting I bør vide om elverne er, at de er inddelt i tre typer: Måne-, løv- og tordenelvere. Måneelverne (Andärias type) har oftest natblå hud og sølvskinnende hår med samme farve øjne. Deres natur er meget rolig, svævende og indimellem temmelig fraværende. Løvelvere (Kamiél’s slags) er ofte grønhudede og deres hår er brunligt. De er jordbundne og praktiske. Tordenelveres udseende har jeg endnu ikke bestemt mig helt for, men de er af natur nogle vilde, handlekraftige, til tider ret overmodige væsner.
Historien om Andäria og Kamiél går nogenlunde på, at de bor på en afsidesliggende ø sammen med alle de andre elvere og har gjort det i mange, mange årtier. Men efterhånden beslutter man, at det er ved at være på tide at forsøge at komme tilbage til fastlandet, så Andäria udvælges (måske med nogle ledsagere) til at rejse ind til landet og søge om lov af menneskene til at hendes folk kan vende tilbage. Det må de også godt – forudsat at hun gifter sig med den fyrste, der lover dem land at bosætte sig i. Modvilligt gifter hun sig med ham, men som det så ofte er med den slags ting forstår han hende overhovedet ikke, og hun forelsker sig i stedet i hans bror. Så nej, der kommer formentlig ikke til at foregå så meget mellem Andäria og Kamiél, andet end at hun konstant forsøger at forføre ham, dog uden held. Derfor bliver deres forhold på et venskabeligt plan, mens at der er en del mere gengældelse i forholdet med fyrstens bror. Indrømmet, det er en smule indviklet, men jeg regner med, at det kommer med tiden. 🙂

Inspirationssange: Muligvis en blanding af Flooks “Wrong foot forward” og “The tortoise and the hare” (Kan ikke findes på youtube, men linket henviser til en google-søgning. CD’en begge stammer fra er “Haven”).

Reklamer

2 kommentarer to “Elvernes ø, prolog og scene”

  1. Jeg holder stadig på at det minder lidt om Tristan og Isolde 😛

    • astridnaeraa Says:

      Siden jeg ikke engang kan huske hvem de er, er de garanteret bare nogen du har fundet på for at være på tværs! 😛

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: