Englen

Kopi af P5120117Det var vinter. Sneen faldt som små hvide perler, og det så utroligt eventyrligt ud, for dem sad inde i den varme stue foran pejsen. Men for Selma var det et rent helvede. Hun vandrede videre og videre i den dybe sne, men mærkede ikke kulden. Hun havde gået for længe med den til at lægge mærke til det, og hele hendes krop var følelsesløs.
Hele vejen op ad gaden håbede hun på at se et venligt ansigt. En som ville tage hende indenfor, og stille hendes sult eller dele pladsen foran pejsen med hende, blot for en stund. Men intet venligt ansigt dukkede op, og ingen inviterede hende indenfor. Derfor var hun tvunget til at fortsætte, fortsætte i kulden og den kolde sne, til hun nåede sit mål.
I grunden var det ikke retfærdigt. For blot et par uger siden havde hun masser af venner. Hun var anset som en af de venligste gadesælgere i hele kvarteret. Men så en dag vågnede hun op, og opdagede at hun var gravid. Efter den dag ville ingen kendes ved hende. En sekstenårig pige, der var gravid uden for ægteskabet blev enten nedgjort eller holdt udenfor. Og ingen af delene var hun blevet sparet for.
Hun slæbte sine kolde, bare fødder hen ad gaden. Prøvede en sidste gang at tigge mad fra en fremmed, der kom løbende imod hende. Men han løb bare udenom hende og lod sig slet ikke mærke med at hun var dig.
Hun fortsatte forbi det gamle hus hendes venner boede i. To af dem stod udenfor. De havde ikke opdaget hende, for de stod og snakkede med hinanden, tilsyneladende om hende.
”Ja, jeg hørte at hun havde været til et bal forleden. Havde forført en ung anstændig mand som den heks hun er, og så derefter havde han forladt hende. Det havde hun skam også fortjent, det burde ikke være tilladt at gøre sådan uden at blive brændt på bålet! At tænke sig, sådan en…” Samtalen forstummede idet de opdagede hende.
Selma kiggede et øjeblik på dem, men de vendte blikket væk og begyndte at snakke om hvor nydeligt vejret var i dag, selvom det var overskyet. Hun fortsatte, med støv og mudder i det ellers så blonde hår, og med tunge, trætte og blodsprængte øjne. Man lagde slet ikke mærke til den blå glans, der var gemt i dem.
Selma kom udenfor byen, men fortsatte stadig imod sit mål. Efter flere timers, vandring kunne hun endelig skimte lys. Håbet om at kunne få stillet sin sult fik hendes fødder til at bevæge sig hurtigere.
Lyset nærmede sig, og hun kunne allerede mærke varmen fra pejsen. Et menneske, der ikke kendte hendes fortid, ikke ville fordømme hende, og hun ville være mæt og langt borte når han endelig fandt ud af hvem hun var.
Endelig nåede hun frem, kiggede ind af vinduet, håbede, at der ville være nogen hjemme som kunne tage sig af hende. Men der var ingen, intet hus, ingen mennesker der tog sig af hende, kun den kolde sne og den rivende vind.
Chokket tog den sidste kraft fra hende. Hun lukkede øjnene, som hendes livløse krop dejsede om i sneen. Hun var endelig kommet hjem, hjem til det sted hvor engle som hende hører til.

Info: Denne tekst er med i en lille serie af historier, der højest er 1 A4 side. Projektet gik ud på, at jeg ville have nogle af mine tekster til at hænge på min væg som pynt, og eftersom stort set alle mine tekster er for lange til det formål, måtte jeg jo skrive nye. Deres fælles tema er “forældre”, både at være det og forholdet til disse.
Andre i denne serie er Gaia, Hvis bare…Perfektionisme og Sleins far.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: