Flyv

Kopi af P5120117Den varme sensommeraften ligger hen i næsten fuldkommen tavshed. Det eneste jeg kan høre er den sagte snurren fra min cykels hjul, og de få fugle, der nyder, at der endnu er et par timer til mørket har sænket sig.
Jeg drejer om et hjørne og fortsætter ned ad stien i det lille forstadskvarter, lader mennesker passere, hver med deres eget liv, deres egne problemer at slås med.
Det er en sand fryd at bevæge sig udenfor byen igen, væk fra alle andre. Stilheden er komplet nu, og der opstår en hel anden stemning, en ro, der forplanter sig i min sjæl, og leder mine tanker på afveje.
Det er på tidspunkter som disse at minderne begynder at boble op til overfladen, som små spurve, der banker på ruden for at høre om man har glemt dem – nogle gange ville jeg ønske, jeg kunne.
”Hvor er vi på vej hen?” Stemmen lyder hviskende i mit øre, men han ved, at jeg kan høre ham klart og tydeligt. Han sidder på min bagagebærer og holder mig om mit liv, for ikke at falde af. Det er lige før jeg kan mærke hans arme mod min bløde mave, men kun ganske svagt. Jeg trækker på skuldrene, selvom jeg er udmærket klar over det. Jeg har kørt denne tur masser af gange. Jeg er på vej hjem. Men noget inden i mig fortæller mig, at jeg ikke bør svare. Vi ved begge, at denne aften på en eller anden måde er anderledes.
”Se,” hvisker han sagte i mit øre, og jeg synes næsten jeg kan føle hans varme ånde mod min kind. Jeg ser op og mit blik falder på en enorm sky, med gyldne stråler stående ud i alle retninger. Solen har gemt sig bag den, i håb om, at ingen lægger mærke til dens lokkende lys, der står klart frem og lander på alt omkring mig. Alt, bortset fra mig.
Det dér er mit liv, tænker jeg for mig selv, mens et underfundigt smil spiller om mine læber. Ikke engang jeg selv ved hvorfor.
Han læner sig fremad igen og hvisker næsten lydløst: ”Flyv.” Et øjeblik tøver jeg, med blikket rettet mod den skjulte sol. Men der er ikke mere at tænke over. Jeg vil aldrig kunne få en chance til.
Jeg lukker øjnene og breder armene ud, helt fri for al frygt. Jeg har aldrig før kørt uden hænder, men det føles godt, behageligt endelig at kunne give slip. Varmen fra solen trækker mig længere opad, og snart letter jeg helt fra jorden. Min cykel fortsætter uden mig. Vi har ikke brug for hinanden mere.
Jeg kan mærke, at han nærmer sig min side og tager mig i hånden, forsigtigt, blidt, men for første gang kan jeg føle hans berøring.
Vi fortsætter sammen mod himlen, mens himlen langsomt åbnes for os. Lyset strømmer ud og trænger helt ind til mit inderste. Jeg er væk.

Info: Denne lille scene er skrevet på baggrund af en oplevelse/følelse, jeg havde, da jeg cyklede hjem en dag. Skyen er rigtig nok, flyvningn er knap så rigtig. Egentlig forsøgte jeg bare at gengive den stemning, der var i det øjeblik, og så kom resten helt af sig selv.

Inspirationssang: Er glemt, muligvis “One Summer’s day” fra Chihiro og heksene soundtracket. Se linksamling.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: