Hvis bare…

Kopi af P5120117”Kære Kristian,
Gabrielle så ned på sin mave. Det var sjældent at folk var kede af at de var tynde, men i dette tilfælde kunne hun ikke lade være med at ærgres.
Hun så op igen og sad bare og kiggede ud af vinduet, imens bussen skramlede afsted.
I dag kunne have været din 1 års fødselsdag, skriblede hun ned. Hun forestillede sig hvordan det ville have været. Så sin lille drengs ansigtsudtryk for sig, når han åbnede gaven.
En lyd af noget, der blev tabt på gulvet fangede Gabrielles opmærksomhed, og hun så hen på et lille barn i bussen. Han var ikke særlig gammel og sad på sin mors arm og legede. Moderen samlede det lille legetøj op han havde tabt, og gav det til den lille, smilende dreng. Han grinede lykkeligt når hun kildede ham og viftede glad med armene, mens han lavede små pludrelyde. Gabrielle fik tårer i øjnene da hun så på ham.
Det kunne have været os to der sad i bussen og legede. Det gav et stik i hjertet at tænke på det.
Hvordan mon din første bustur ville have været?
Bussen bevægede sig med et ryk videre. Tankerne forsatte i Gabrielles hoved.
Mon du ville have været ligesom mig?
”Undskyld, er det sæde optaget?” Gabrielle blev revet ud af sine tanker igen.
”Hvad? Nå, nej, værsgo.” Moderen fra før satte sig ved siden af hende.
Forsigtigt placerede hun den lille dreng på sit skød. Gabrielle fortsatte med sine tanker.
Mon jeg ville have været en god forælder? Hun så op fra sit papir og kikkede på den lille dreng. Han så tilbage på hende, med sine store, blå øjne. Derefter smilede han glad og vinkede ivrigt. Hun smilede tilbage til ham og fortsatte.
Måske får jeg aldrig svar på alle de spørgsmål. Bussen skramlede så moderen måtte holde godt fast i drengen så han ikke faldt ned. Til gengæld faldt han over i Gabrielle. Hun hjalp ham over til hans mor igen.
Måske vil jeg aldrig få en chance for at få et barn igen.
Gabrielle så op igen og så sit ansigt genspejlet i ruden.
Men du skal vide at jeg fortryder, at jeg gjorde det.
En hare hoppede forbi udenfor og fangede den lille drengs opmærksomhed så han stirrede intenst på den til den forsvandt ud af syne.
Og at jeg aldrig vil foretage en abort igen.”
Hun foldede brevet sammen og lagde det i lommen.
”Undskyld, forstyrrer han dig?” spurgte moderen blidt. Gabrielle så smilende op på hende.
”Nej, ikke det mindste.” Hun så ned på den lille dreng, der sad og viftede med og bed i hendes blyant.
”Kan du godt lide børn?” spurgte kvinden. Gabrielle lod den lille dreng gribe med sine små fingre om hendes og smilede skævt til moren.
”Mere end du aner.”

Info: Denne tekst er med i en lille serie af historier, der højest er 1 A4 side. Projektet gik ud på, at jeg ville have nogle af mine tekster til at hænge på min væg som pynt, og eftersom stort set alle mine tekster er for lange til det formål, måtte jeg jo skrive nye. Deres fælles tema er “forældre”, både at være det og forholdet til disse.

Andre i denne serie er Englen, Gaia, Perfektionisme og Sleins far.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s

%d bloggers like this: