Perfektionisme

Kopi af P5120117“Melanie, hvor er du?” lød det fra entreen. Melanie krøb sig tættere sammen under trappen. Hun prøvede at beherske sit åndedræt så det ikke var så let at høre. Det sorte hår klæbede til panden. Nu kom hun tættere på. Melanie trak sig længere ind imod skyggen. I lang tid skete ingenting. Morens grønne øjne spejdede rundt. Melanie følte det som flere timer før hun gik igen. Endelig kunne hun ånde lettet op og slappe af.
Hun krøb langsomt ud fra trappen. Derefter spænede hun ind på sit værelse og satte sig i sin lænestol. Hun lukkede øjnene og tog nogle dybe vejrtrækningerne, mens hun forestillede sig langt væk fra dette sted.
Snart mærkede hun den glade, afslappende fornemmelse af, at der ikke var nogen regler, der bestemte over hende, ingen mor til konstant at rette på hende. Sådan sad hun, til der lød en høj banken på døren. Melanie stivnede og spændte alle muskler i sin krop.
“Melanie, er du derinde?” lød det fra den anden side af døren. Melanie vidste, at det Hende.
“Kom ind,” mumlede hun med et suk, og øjeblikket efter dukkede Martha Clemens op i døråbningen.
“Melanie, hvor har du været henne? Jeg har ledt efter dig i hele huset.” Moren så ikke det mindste bekymret ud, nærmere irriteret, som om hun følte, at det hele var spild af tid. Hun hævede hånden og i den sad en lille, blå bog.
“Hvad er dette her?” Hun kastede karakterbogen ned til Melanie, der ikke behøvede at kigge i den for at vide hvor slemt det stod til.
”Hvordan kan dine karakterer være så lave? Har jeg ikke opdraget dig godt nok til at opføre dig ordentligt? Er det virkelig så svært bare at gøre som jeg vil have?” Hun sendte sin datter et irriteret blik og sukkede:
”Hvorfor kan du ikke bare opføre dig normalt?” Det var for meget for Melanie nu.
“Ved du hvorfor jeg ikke opfører mig “normalt” mor? Fordi du hele mit liv har rettet på mig for at jeg skulle opføre mig som din lille skødehund! Du tager dig ikke af hvad jeg mener og hvad jeg synes!” Melanie stirrede olmt på kvinden foran hende.
”Jeg er træt af altid af at blive rettet på. Og jeg gider ikke altid gøre som du har bestemt. Er det nogensinde faldet dig ind at jeg måske selv har et valg?” Moren sagde ikke et ord, stod bare og betragtede hende vredt.
”Det tænkte jeg nok.” Melanie stormede hen til sit klædeskabet, greb en kuffert og begyndte at pakke.
“Og hvad tror du så du laver nu?” spurgte Martha vredt. Melanie svarede ikke, men fortsatte med at proppe ting i tasken.
“Jeg stikker af.” Martha rullede med øjnene og mumlede noget i retningen af ”Herre Jemini…”
“Bland dig udenom, mor!” skreg Melanie, “Du har aldrig støttet mig i noget som helst så du har ingen ret til at sige noget som helst! Og skal slet ikke prøve på at stoppe mig!” Længe var der tavshed i værelset, før moren endelig brød den.
”Fint. Tag af sted. Men regn ikke med nogensinde at kunne tage tilbage hertil.” Melanie sendte sin mor et rasende, hadefuldt blik.
”Det har jeg heller aldrig tænkt mig!”

Info: Denne tekst er med i en lille serie af historier, der højest er 1 A4 side. Projektet gik ud på, at jeg ville have nogle af mine tekster til at hænge på min væg som pynt, og eftersom stort set alle mine tekster er for lange til det formål, måtte jeg jo skrive nye. Deres fælles tema er “forældre”, både at være det og forholdet til disse.
Andre i denne serie er EnglenGaia, Hvis bare… og Sleins far

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s

%d bloggers like this: