Sleins far

Kopi af P5120117Slein stod og betragtede sin skrigende mor igennem den lille sprække. Han kunne ikke lade være med at ryste, mens han så på det. Det var næsten for hårdt for ham. Han havde mest af alt lyst til at kigge væk, men af en eller anden grund kunne han ikke lade være med at betragte scenariet.
Slein prøvede at undertrykke de små klynk, der kom fra ham, og tørrede hurtigt øjnene med bagsiden af hånden.
Da moren sank om på gulvet råbte faren stadig af hende, indtil det gik op for ham at hun ikke ville gøre mere. Derefter slingrede han hen imod sit værelse, men snublede over et par ølflasker på vejen. Han rejste sig op, gik ind på værelset og smækkede døren i med et højt brag. Derefter var der stilhed.
Slein gik forsigtigt ud til sin mor. Han så på hende med et medlidende blik. Over hendes ene øje piblede blodet langsomt frem, men han vidste at det ville se meget værre ud i morgen.
Slein kunne høre den høje snorken inde fra værelset ved siden af. Han var så glad for den lyd, støttede sig til den, vidste, at så længe den lyd kunne høres var der fred. For en kort stund.
Det havde naturligvis ikke altid været sådan. Førhen var faren glad og venlig, havde et godt arbejde som tømrer, og nød at være sammen med familien. Men en dag forelskede han sig i en kvinde fra byen. Han var gift på det tidspunkt, men kunne ikke lade være med at tænke på hende. Det viste sig at hun følte det samme, og deres forhold udviklede sig til mere end bare et venskabeligt forhold. Folk begyndte snart at viske i krogene og efterhånden begyndte det hele at gå ned ad bakke. Først mistede han sit job. Så forlod hans venner ham. Pigen efterlod ham, til fordel for en anden mand, i en anden by. Og så begyndte han at drikke. I starten var det bare et par gange, men det udviklede sig til mere og mere og til sidst endte han i den tilstand han var i nu.
Slein kunne tydeligt huske den første gang faren kom hjem i en brandert. Han havde smadret det meste af tingene i stuen og moren havde fået sine første, store blå mærker. Slein kunne stadig mærke den lussing faren havde stukket ham, da han som den første mødte faren. Det sår ville aldrig heles.
Igen betragtede Slein sin lidende mor.
”Mor, det behøver ikke være sådan her…” hviskede han til hende, og hjalp hende op.
”Vi kunne flygte, mor. Tage Anja og flytte langt væk, uden han ved noget.” Endelig så hun rigtigt på ham. Stille rystede hun på hovedet.
”Nej Slein, det ville aldrig gå. Han ville følge efter os. Han ville jage os overalt til han fandt os, og så ville han slå os ihjel. Vi ville være nødt til flygte fra sted til sted, uden nogensinde at kunne stoppe op. Han vil altid være lige i hælene på os. Vil du gerne have at du og din lillesøster skulle vokse på den måde?” Slein rystede langsomt på hovedet.
”Men vil du have, at hun skulle vokse op sådan her? Bange for næste gang far kom hjem? Hele tiden for ræd til at tale med nogen om det, af fare for at han ville finde ud af det og hun ville få tæv? Er det meget bedre?” Moren så ned og talte så lavt, at det knapt kunne høres.
”Nej, men der er intet vi kan gøre. Han er for stærk. Hvis jeg flygtede med jer ville han blive rasende.” Endelig klaredes hendes ansigt op, og beslutsomt hviskede hun:
”Du kan tage af sted. Nu, før han vågner op og ser jer, så kan I få et langt forspring.” Slein tøvede længe, men til sidst fik moren overtalt ham.
”Men hvad så med dig, mor?” Ét blik fra hende var nok til at sige det hele. Han nikkede sørgmodigt og gik ind på hans og søsterens værelse, pakkede et par ting, vækkede den 2-årige pige og gik ud igen. Da han stod i døren vendte han sig og så på sin mor. Han kunne svagt skimte et smil på hendes læber. Derefter vendte han sig og gik.

Info: Denne tekst er med i en lille serie af historier, der højest er 1 A4-side. Projektet gik ud på, at jeg ville have nogle af mine tekster til at hænge på min væg som pynt, og eftersom stort set alle mine tekster er for lange til det formål, måtte jeg jo skrive nye. Deres fælles tema er “forældre”, både at være det og forholdet til disse.
Andre i denne serie er EnglenGaia, Hvis bare… og Perfektionisme.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s

%d bloggers like this: