Stjernekig

Kopi af P5120117Stilhed. En behagelig tavshed, kun afbrudt af vindens raslen i bladene over hende. Det bløde græs under hende, der blidt prikkede på hendes blege hud. Det ibenholtsorte hår, der lagde sig ned over hendes mælkehvide skuldre. Og stjernerne over hende.
Avaia turde knapt nok røre sig ud af stedet. Hun lå bare og betragtede himlen med de lysegrå øjne, for fortryllet til at kunne tale, for betaget til at tænke. Intet i verden kunne erstatte det. Intet kunne frembringe den følelse af fred, der flød i gennem hver eneste af hendes åre. Her ville hun ligge for evigt.
”Du ved, at vi snart må tilbage.” Avaia vendte sig, uden overraskelse i blikket, imod sin hvide merkil.
”Ardashétan, filla merkil*,”  hviskede hun stille. Hun strøg den blidt over pelsen, og rørte dens bløde hale. Med en behagelig spinden rullede Cassiopeia sig sammen og lukkede øjnene. Ingen sagde noget, og merkilen havde intet ønske om at bryde den trance Avaia tydeligvis var i.
En raslen og knasen lød bag hende, takfast, som trin der nærmede sig. Avaia end ikke vendte sig om for at se hvem det var. Lydende blev højere, og til sidst dukkede et ansigt op og blokerede for Avaias udsyn til stjernene.
”Du står i vejen.” Davi satte sig ned ved siden af hende og kiggede op på stjernene, som hende. Ingen sagde noget i et stykke tid.
”Hvad kigger du på?” spurgte han endelig. Avaia fjernede ikke blikket mens hun sagde:
”Himlen.” Davi nikkede forstående.
”Jeg har en besked fra din far,” forklarede han. Avaia sagde ingenting, så Davi tog hendes tavshed som et tegn til at han skulle fortsætte.
”Han siger, at du skal komme tilbage med det samme. Det er vigtigt.” Ingen rørte på sig.
”Jeg tror, han mener det,” fortsatte Davi tøvende. Avaia nikkede.
”Jeg går først, når jeg har fundet Perseus.” Davi så undrende på hende. Han var vant til at hun prioriterede stjernebillederne højere end sin fars beskeder om at komme hjem, men når hun ligefrem vidste at det var vigtigt? Han kastede endnu et blik på hende, og trak så på skuldrene.
”Skal jeg sige det til ham?” Avaia nikkede uden at tage blikket fra stjernehimlen, og lyttede til lyden af Davis skridt i mørket. Ved sin side hørte hun Cassiopeia røre på sig, da hun vendte sig for at sove videre. Avaias blik gled over hele himlen, for at lede efter lige netop denne stjerne. Hun vidste, at det sandsynligvis var umuligt, men tiden for dens formørkelse nærmede sig, og hun ville være helt sikker på, at hun ikke gik glip af denne begivenhed.
Efter en halv time eller så, gav hun endelig op. Hun rejste sig op på albuerne og vækkede blidt sin merkil. Cassiopeia vågnede og så på hende med sine lysegrå øjne.
”Lykkedes det, Argiluni?” spurgte hun stille. Avaia smilte og hviskede i sit sind:
”Vi prøver igen i morgen.”  Hun satte sig op på Cassiopeias ryg og sammen fløj de tilbage til landsbyen. Avaia lænede sig forover og begravede sine fingre i den fine, bløde, hvide pels. Hun hviskede til Cassiopeia om at flyve endnu højere, og ved et enkelt slag med vingerne styrede hun endnu længere op imod stjernene. Avaia lænede sig bagover og bredte armene ud. Hun mærkede vinden kærtegne sin krop, og end ikke kulden kunne fjerne den vidunderlige følelse, hun altid fik, når hun fløj på sin merkil. Snart var de nået frem til lejren, og Cassiopeia styrede langsomt nedad, for til sidst at sætte sin ejer af, midt på pladsen. En sorthåret ung mand med overskæg kom ud med det samme Avaia satte benene på jorden, og hans ansigt blussede af vrede.
”Hvor har du været? Jeg bad dig komme for tre kvarterer siden? Forstår du ikke vigtigheden af en hastebesked?” Avaia så roligt på sin far og svarede:
”Jeg havde andre ting at tage mig af.” Rakís ansigt blussede af vrede over det provokerende svar, men det på ingen måde udfordrende. Sådan var Avaia bare, hvor uudholdelig den egenskab end måtte være.

Info: Denne tekst er indledningen til en fantasyroman jeg er igang med. Der er ikke så meget at fortælle om den, andet end at det sprog, hun taler til sin merkil er elvisk (eller i hvert fald min udgave af elvisk), og at jeg endnu ikke har fundet ud af hvad historien skal handle om. Ideer er velkomne!


* Tålmodighed, lille merkil

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: