Ørkenvandring

Kopi af 23. ÅkanderLyden af min tunge, hæse vejrtrækning føles som sandpapir ud for mine ører. Sveden pibler frem på mit ansigt i små, klare dråber, og jeg kan næsten mærke stanken fra mine armhuler stige og blande sig med luften, der flimrer i det skarpe lys. Alle konturer omkring mig af den enorme ørken er udviskede, om det er min tilstand eller solens indvirkning har jeg ikke længere nogen ide om.
Jeg er så tørstig, at det gør ondt helt ind i sjælen. Sandet under mine bare fødder føles som et lag af tusindvis af skarpe knive, får mig til at føle mig som den lille havfrue for første gang på land, men tanken om havet vækker min tørst og lader min strube snøre sig sammen af længsel. Min hud er så tør som den jord jeg betræder og mine læber sprukne, flossede, ødelagte. Jeg er ikke et menneske meget længere. Ved ikke engang hvem jeg er. Hvad jeg er. Alt omkring mig, i mig, mit hår, min hals, min hud og min mund er bare dækket af sand, sand, sand, sand…

Info: Opgaven for denne lille 10-minutters tekst var at skrive en fysisk varm tekst uden at bruge ordene “varm” eller synonymer. På den måde var man tvunget til at fokusere mere på oplevelsen af følelsen.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: