Det hellige ritual

Kopi af 23. ÅkanderPræstindernes smukke, klare sang bredtes ud i den kølige morgenluft og blev besvaret af mågernes vemodige skrig.
Lasata følte hvordan nervøsiteten og anspændtheden steg for hvert taktfaste skridt, hun tog ned mod havet.
Solens første stråler tændte ild til de nærmeste skyer, og den lange række af hvide præstindekapper lignede næsten skumsprøjt på bølgerne. Hun følte sig som en lille rødkælk, der havde forvildet sig ud i det magtfulde stormvejr, og nu blot ventede på, at hun skulle forenes med havets bølger.

Den friske duft af saltvand og den kolde, ublide vind mod den unge piges kind fremkaldte en smule gåsehud, selv under den tykke, røde kappe.
Forsigtigt kiggede hun bag ud mod de overdådige, hvide tårn, der befandt sig bag dem, omgivet af gyldne kornmarker, grønne skove, de klareste skovsøer og, havde hun fået fortalt, hemmelige lunde og bakkedale, ladet med mystik og magi.

Nu hvor hun havde tilbragt en nat på dette slot var hun tilbøjelig til at tro på hvad som helst.
Stemningen overalt omkring hende var så løftet, fuldstændig hævet over denne verden. På overfladen syntes det måske, at præstinderne kun var fordybet i deres arbejde, at det blot var en slaveanstalt. Men hun vidste, det var så meget mere. Hun havde følt det.

Hendes mave trak sig sammen og hendes hjertebanken tiltog, da de forsamlede præstinder på værdig vis bredte sig ud i en halvcirkel og lod hende træde ind i midten.
Med en dyb indånding rankede hun ryggen og lod sit lange kobberrøde hår falde en sidste gang ned over ryggen, mens hun med så megen værdighed, hun kunne mønstre trådte ind blandt de forsamlede kvinder.

Med bævende åndedræt forsøgte hun at holde sin rødmen på et minimum, og følte sit hjerte flakse som en fugl i hendes bryst.
”Lasata Kawarû, er du rede til at betræde kredsen af præstinder?” spurgte den modne ypperstepræstinde. Hun nikkede højtideligt og svarede så selvsikkert hun kunne:
”Ja, Deres hellighed.”
”Er du rede til at forlade dit hjemland? For bestandig at vende din familie ryggen, og aldrig mere vende tilbage til det liv, du indtil dette øjeblik, har kendt til?”
Hun vendte blikket mod havet endnu engang, mod Traru, og alt hun nogensinde havde kendt. Så bredtes et lille smil på hendes læber, og hun så på den langt ældre kvinde med utrolig sikkerhed.
”Ja, Deres hellighed.”

Info: Opgaven for denne tekst var at skrive en kort tekst på max 400 ord, hvor der blev anvendt langsomt fortælletempo og man derfor dvælede med mere ved detaljerne. Arbejdstitlen var “bruddet”, og selvom jeg normalt har svært ved at arbejde ud fra en fastsat titel og ordantal, var jeg så heldig, at jeg lige havde siddet og skrevet denne tekst, da jeg læste opgavebeskrivelsen. Så hvorfor ikke hoppe over hvor gæret er lavest, skrive den en smule om og bruge den? Den nye titel valgte jeg fordi jeg synes det lød bedre og var mere sigende, men et brud er det under alle omstændigheder. 🙂

Inspirationssang: Princess Mononoke soundtracket, “The Tatara women work song” af Joe Hisaishi

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: