Madeira comes to life

Solen svævede bredt grinende over den grønne eng og lod sine stråler falde ned gennem bladene på det store lindetræ. Spredte skygger blev kastet på og rundt omkring den siddende skikkelse, der, krummet sammen og med ansigtet vredet i intens koncentration, i præcise og dog lette strøg indfangede konturerne af landskabet foran hende.
Hendes korte, røde hår dansede i en tyk hestehale af små fletninger hver gang en bevægelse rykkede i hendes runde hoved, og nogle få rebelske totter havde formået at rive sig løs, blot for at falde kildrende ned på hendes rynkede pande.
Hænderne bevægede sig hastigt hen over papiret i lette, skarpe strøg og prægede overfladen med mere eller mindre kraftige kulstreger. Intet gik uset forbi hendes opmærksomhed.
Med en sidste, lang, elegant bevægelse der bragte tankerne hen på en svane, der breder sig sine vinger, standsede hun langsomt og betragtede sit værk. De brune øjne løb det hele igennem, men ænsede ikke længere det oprindelige motiv. Hun syntes fanget i en ubrydelig trance, et uset bånd mellem tegningen og hende selv. Et lille smil bredtes på hendes tynde læber, før hun lagde tegningen til side og så sig om efter et nyt motiv.
”Øh… Undskyld?”
Med et ryk blev kvindens blik vendt op imod den indtrængende stemme. Dennes ejer, en ung mand på omtrent de 40, stod foran hende med et flakkende blik og en lys herrefrakke over den ene arm. Skjorten klistrede til hans krop og hans hænder vendte stedse tilbage til den fugtige pande for at tørre svedperler af den furede pande.
Kvindens læber bredtes til et stort smil, før hun sagde:
”Det er da en god varme du holder.” Manden, der hidtil havde set sig om, rettede et konfust blik mod hende og bevægede læberne lydløst et øjeblik, før han fortsatte:
”Ja, jo, øhm… Jeg, øh, jeg ville gerne høre, om du kunne fortælle mig hvor jeg er.” Ved lyden af dette stod en lys, let latter fra det ellers så lille legeme, og kvinden vendte sig mod ham, endnu siddende.
”Hvad behøver du da den viden for?” Havde mandens ansigt været undrende før satte hans øjenbryn hermed ny rekord for hvor højt disse kunne hæves. Endnu småleende og støttende sig en del til træet, fik kvinden rejst sig op.
”Du står i Tølløses smukkeste landskab med høj sol, blå himmel og en eng, der ikke har været så smuk siden din første fødsel, og så vil du bare vide hvor du er? Synes du ikke det er lidt meningsløst?” Hun lod hovedet falde en smule til den ene side og strøg hænderne over sine blå smækbukser, før hun kastede et blik rundt omkring sig.
”Men hvis du stadig insisterer, kan jeg da fortælle at Tølløse ligger godt 10 km i den retning. Om du vil komme dertil i den mundering er op til dig selv, men turen bliver en del mere behagelig, hvis du smider skjorten og skoene.” Med et forfærdet ansigtsudtryk klamrede manden sig et øjeblik til sit svedige tøj, før han endelig slap sit tav og tørrede den fugtige hånd af i bukserne.
”Nu hvor vi taler om det er her da i grunden stegende…” mumlede kvinden for sig selv. Efter et kort øjebliks betænkning skubbede hun stropperne ned til albuerne og trak den tynde, lyserøde T-shirt over hovedet. Med et ansigt så rødt at det umuligt kunne være varmen alene sænkede manden hastigt sit blik og dækkede for sine øjne med den ene hånd. Ved synet af dette lo kvinden endnu engang, tydeligvis fuldstændig ubemærket af sin nu bare overkrop.
”Du er nu en spøjs fyr!” bemærkede hun muntert mens hun trak den øverste del af sine smækbukser op for sin ledsagers skyld. Tøvende løftede han igen sit ansigt og rømmede sig en smule ubekvemt.
”Hør, hvis du alligevel skal ind til byen, hvad så med tage et kig på min butik? Vent lige, jeg ved jeg har et kort et eller andet sted…” Hun begyndte en hektisk søgen i samtlige af sine utallige lommer, før hun kastede sig over den lille pelsede rygsæk hun havde bragt med sig. Usikker på om han skulle gøre noget stod manden passivt og så til, indtil hun endelig triumferende trak en lille bunke farverige papirlapper op af tasken. Smilende og lettere forpustet rakte hun ham et af kortene og stak de andre i lommen.

CaecaDuc //
Madeira Hatteress
Designer in spe
Irgendvej 4
4340 Tølløse

”I am always present for future needs”

”Cae… Cacae…”
“Caecaduc,” udtalte hun venligt og nikkede.
”Det er et gammel ordsprog på latin min farfar altid brugte. Eller, egentlig er det ikke hele ordsproget. Men nu er det hele navnet på min gesjæft.”
”Hvad er da hele ordsproget?” spurgte manden med en blanding af forvirring og nysgerrighed. Med et glimt i øjet svarede hun:
”Det kan du jo få at vide hvis du møder op.” Manden kunne ikke forhindre et lille smil i at tage plads på hans ansigt og formåede derved blot at øge hendes.
”Må jeg stille dig et spørgsmål…?”
”Madeira,” forklarede hun og pegede sigende på kortet.
”Ja, naturligvis. Må jeg så stille dig to spørgsmål, Madeira?” Hendes tænder glimtede i sollyset som hun svarede:
”Selvfølgelig!”
”Er det dit rigtige navn? Madeira Hatteress?” Hun trak på skuldrene og spurgte:
”Hvordan vil du definere et rigtigt navn?” Han så et øjeblik uforstående på hende og kløede sig eftertænksomt på sin lyshårede hovedbund.
”Det ved jeg da i grunden ikke… Jeg vil umiddelbart gætte på det, man er blevet døbt af ens forældre.”
”Og hvis man hverken er blevet døbt eller har forældre?” Et øjeblik så han på hendes uvant seriøse ansigtsudtryk, før han skyldbevidst så ned i jorden og mumlede:
”Om forladelse. Det var ikke min mening at…”
”Hey, rolig, det var mig selv, der fortalte det, var det ikke?” Han rømmede sig ubekvemt og trak en smule ud i skjorten, mens han forsøgte at undgå hendes blik.
”Du havde et andet spørgsmål?” bemærkede hun, endnu let smilende over hans pludselige undskyldning.
”Øh, ja…” Langsomt genvandt han fatningen og hostede en enkelt gang.
”Hvorfor ’in spe’,” spurgte han og pegede på kortet. Endnu engang trak hun bare på skuldrene.
”Fordi det er det jeg er. Jeg synes ikke, der er nogen, der kan kalde sig designer med 100 % sikkerhed. Man må hele tiden forbedre sig, ikke? Så i virkeligheden bliver jeg aldrig rigtig designer… Men derfor kan jeg jo godt arbejde mig frem imod det, synes du ikke?” Sollyset syntes endelig at have fået tag i hans lyseblå øjne, da han med et lille smil nikkede.
”Nå men… Jeg må vel hellere til at vende tilbage. Det var hyggeligt, at øhm… Jeg skal huske at kigge forbi på et tidspunkt.” Han rakte hånden frem men blev i stedet modtaget af en hjertelig omfavnelse.
”Farvel, mystiske vandringsmand,” smilede hun venligt. Småleende og endnu en smule rød i hovedet takkede han og rodede i sin egen jakkelomme.
”Siden jeg nu har fået dit…” Han rakte hende et lille sort-hvidt kort med ordene:

KateteKompagniet A/S
Mads Hansen
Arkitekt
Overgaden Oven Vandet 50 kl
1415 København K
mads.H.ansen@hypotenusen.dk
http://www.katete-kompagniet.dk

”Tør du møde dine drømme?”

Info: Denne tekst er historien bag visitkortet jeg lagde ud tidligere. Mit mål har bare været at få beskrevet hende så tydeligt som muligt (og også gerne den gode Mads), og responsen var specielt, at selvom den ikke var enormt intens, var det lykkedes at tegne et helt klart portræt af både hende og ham. Nogle mente dog, at der indimellem var for mange tillægsord og beskrivelser, mens andre syntes, at hvis man ser det som, at det er Madeira selv, der beskriver, fungerer det faktisk godt nok. Om I er enige eller ej må I jo selv bestemme, men læg gerne en kommentar, hvis I finder det nødvendigt. 😉

Reklamer

En kommentar to “Madeira comes to life”

  1. […] tekst, jeg har lagt ud hedder “Madeira comes to life” og er teksten, der hører til det visitkort jeg lagde ud sidste jeg havde noget nyt til jer. Please […]

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s

%d bloggers like this: