Næste træk?

Sneen kastede sig generende ind imod hans ansigt i små, ubehagelige stød, som han tilbagelagde strækningen fra busstationen til lejligheden i præcist afmålte skridt. En vej, han havde gået så mange gange, at han ikke længere bemærkede de præcise tal, der florerede i hans hoved, efterhånden som han nærmede sig.
43… 44… 45… 46…
Kulden krøb ind under hans knugede fingre, der var begravet dybt i Armani-jakken, og søgte at løsne hans greb om en lille, krøllet seddel med bogstaver kastet skødesløst hen over papiret. Det havde kun taget ham et enkelt øjeblik at huske dem udenad.
”Du havde ret. Var sammen med ham igen. Næste træk?”
De ellers så rytmiske vejrtrækninger var uvant heftige, næsten prustende, og tænderne for frem og tilbage over hinanden som en drivkraft for hans højtflyvende tanker.
Hun skulle få, skulle hun. Hårdt for uforsødet. Hvis hun pludselig mente, at det var i orden at gå ud med mystiske mænd skulle han da ikke stå i vejen for hende. Han havde banet hendes vej, hvorfor skulle han ikke kunne fjerne den igen?
51…52… 53… 54
Det var skam ikke fordi han ikke havde fået tilbud. Hvis hun vidste hvor mange afslag han havde måttet give i tidens løb… Skrabe den ene sexede kvinde efter den anden ned fra sin brystkasse…
59… 60… 61…62…
Næ… Han skulle da ikke stå i vejen for hendes kunstneriske frihed. Hvis hun ville finde en anden var det da i orden. Hvad forskel skulle det gøre?
Det klingede hult i opgangen som han hævede sig til 2., stak nøglen i låsen og åbnede døren med et voldsomt ryk, der helt sikkert måtte markere tingenes alvor.
70…
”Uha da, der er nogen, der er muggen.”
En behagelig duft af frikadeller og brun sovs smøg sig fra køkkenet og ud i entreen. Snart efter fulgte hun, iklædt sine yndlings overalls og mel og kulør spredt i et sensuelt mønster over hele ansigtet. Hun omfavnede ham kærligt og trak ham ind til sig.
”Jeg har savnet dig,” hviskede hun blidt og plantede hengivent et kys på hans næse. Derefter smilede hun og stavrede småhoppende ud i køkkenet, mens hun nynnede en melodi, der bragte så mange minder frem, at han ikke kunne lade være med at smile. Han tog hævede hænderne op ad lommen, så et øjeblik på den lille lap papir. Og så smed han den ud.

Info: Dette er så foreløbig mit eneste bidrag til saxos efterårsforfatterskole. I know, I am ashamed, men jeg kan forsvare mig selv en smule ved at sige, at jeg har en et svar liggende til en af de andre opgaver og regner med at få skrevet den ind på et tidspunkt inden alt for længe (hvor vagt det end lyder).
I hvert fald gik denne opgave ud på at bygge op til en bestemt slutning, der skulle ende med sætningen “… Og så smed han den ud” og fylde max 400 ord, og det var så denne scene, der kom ud af det. Enorm kunst er det nok ikke, men jeg kan lide at den er lidt lun og hyggelig (som nogle af mine medskrivere på saxo også bemærkede) og så er jeg – uden jeg rigtig selv forstår hvorfor – blevet lidt tiltrukket af den måde han tæller på. Uanset hvad er den lille snippet kinda grown on me, så jeg er i hvert fald godt tilfreds med den. Læg endelig en kommentar hvis I vil give udtryk for jeres (u)enighed. 🙂

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s

%d bloggers like this: