Nøgler

Kopi af 23. ÅkanderDe mørkegrønne blade føltes sarte, næsten silkebløde under mine fingre. Mit blik var vendt fremad mod den mørke tunnel af blade, der fik sollyset til at danse på mosset under mine bare fødder. Det var blødt og eftergivende, og jeg måtte holde mig i konstant bevægelse for at undgå at synke ned i dets bløde dybder.
Selvom mine tæer var bare og min hud blottet og bleg følte jeg først nu den kølige brise, der fik hårene til at rejse sig på min krop.
For hvert skridt jeg tog ind i dette mørke ukendte, følte jeg den næsten skræmmende følelse af længsel overfalde mig i bølger. Kun svagt opfangede min bevidsthed, hvordan mørket tiltog og lydene udenfor langsomt fortog sig. Alt dette havde intet med mig at gøre. Intet at sige på dette sted.
Med varsomme bevægelser lod jeg mine slanke fingre række ud i rummet omkring mig.
Siderne i mørket føltes kolde og fugtige, som glatte grottevægge, der strakte sig langt ud, længere end nogle tanker nogensinde har vovet at vandre. En tænderskærende kulde slog mig i møde ved berøringen, og jeg trak hastigt hænderne til mig. I det samme strøg en sval brise sig om mig, kærtegnede mine sanser. I luften hang et øjeblik en duft af vanilje, før også denne forsvandt.
”Hvor er jeg?” En svag, hviskende stemme syntes kildrende at stige fra min egen strube, men aldrig passere mine læber.
”Her…”
”Lad mig passere.” Det var ment som en ordre, men lød som en bøn. Stemmen rungede endnu i mit hoved, da den svarede:
”Har du nøglen?”
Jeg kastede et blik på mine forkrampede næver og åbnede dem varsomt. Hver håndflade bar en snoet, kunstnerisk formet nøgle, den ene tungere end den anden, men det var umuligt at sige hvilken.
”Hvilken skal jeg vælge?” Ordene blev kastet rungende ud i det store tomrum. Stemmen var spæd og utydeligt, som var den allerede langt borte.
”Vælg selv…”
Mørket sluttede sig tættere om mig, holdt mig i et omklamrende jerngreb af bløde, tunge skygger.
Min krop blev løftet fra jordens betryggende overflade og vandet strømmede i stedet ned i mine lunger. Kun de utydelige, disede glimt af solens lys kunne skimtes.
Men… hvordan?

Info: Dette er en af teksterne fra et skriveværksted vi har på gymnasiet kaldet, anført af en af lærerne på skolen, der også selv skriver meget. Denne lille tekst var den allerførste vi skulle skrive i den forbindelse, og kriteriet var bare, at den skulle handle om “nøgler”, og dette er så mit bud på den opgave.
Responsen gik meget på, at især starten var meget stemningsfuld, men at jeg skulle undlade at bruge klicheer som “tænderskærrende kulde”, hvad jeg egentlig godt kan forstå. Desuden mente flere, at den ikke så godt kan stå alene, men egner sig bedre til en indledning til fx en fantasy-roman, så i bund og grund er det jo meget tilfredsstillende.
Dog er det stadig masser at arbejde med, men I vil kunne følge med på min videre udvikling og er som altid velkomne til at skrive hvad I synes. 🙂

Andre tekster i serien er “God only knows what I’d be without you” og 10×10

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: