Regn

Kopi af 23. ÅkanderHun så ud af vinduet og stirrede koldt på de mørke regndråber, der ramte ind mod glasset. Ind i mellem lød det fjerne brag fra et tordenskrald, og et glimt oplyste hele himlen for et øjeblik.
Hun så så smuk ud her i mørket, med sin markante profil og det lange rødgyldne hår, der faldt som et tropisk vandfald over de kraftige skuldre.
”Hvorfor?” Et enkelt ord. Så nøgternt, og dog så ladet med følelser. Alle ord fra hendes mund syntes at have denne dobbelttydighed, så åbenlyse, og dog så svære helt at begribe.
”Jeg er bare nødt til det.” Jeg trak på skuldrene og betragtede hende endnu længere. Hun havde ikke rørt sig ud af stedet. Det var hendes forsvar. Hendes fæstning, der omkransede hende selv med så tykke mure, at alt andet var fuldstændig lukket ude. Realiteterne var der, men de betød ingenting. I starten var det fint at være en del af denne fæstning. På den rigtige side. Men efterhånden blev det for meget. Jeg blev kvalt af al den tryghed. Luften var for tung, for tæt, der var pludselig ikke plads til mig mere.
”Hvad har du så tænkt dig at gøre nu?” Ordene lød hånlige, nedladende. Som om jeg hele mit liv ville være afhængig af hende. Det ville jeg måske også. Jeg så ned i bordpladen og gned hænderne med hinanden.
”Jeg har aftalt med John, at jeg bor hos ham en tid. Til jeg finder mit eget.” Hun svarede ikke. Jeg lagde mærke til hvordan hendes brystkasse udvidede sig langsommere end før. Lyttede til hendes udånding, som jeg havde gjort så mange nætter før.
Hendes kæbe hænder dirrede selv om de var klemt fast bag de korslagte arme. Et øjeblik lukkede hun øjnene og sukkede endelig med en ømhed jeg aldrig før havde kendt:
”Hvad vil du have jeg skal gøre?” Det pludselige tegn på svaghed chokerede mig. Jeg havde aldrig set hende sådan, det havde altid været mig, der blottede mine følelser. Og nu stod hun og kæmpede for at tilbageholde tårerne.
”Du klarer dig,” sagde jeg svagt, og rejste mig langsomt. Hendes åndedræt blev kraftigere, hurtigere, og tårer kunne anes i øjenkrogen. Forsigtigt trådte jeg hen til hende og tog hende i mine arme. Hun kæmpede for at komme fri og søgte at skubbe mig væk.
”Slip mig!” udbrød hun vredt, men hvis hun virkelig havde villet, havde hun kunnet hægte sig fri af mit greb uden problemer. Endelig fortog hendes vrede sig, og hun gav efter for den tunge byrde af følelser, der havde siddet tilbageholdt i hendes bryst. Hun lod tårerne trille og hulkede som et lille barn, holdt ind mod min brystkasse. Det var en anden kvinde jeg stod med.
Med et vendte hun sit ansigt mod mig, og jeg så bedrøvet ind i de store, isblå øjne, der selv nu havde en snert af kulde gemt i sig.
”Jeg elsker dig,” hviskede jeg og kyssede hende på panden. Hendes hulken tiltog i styrke, og hun gemte sit ansigt mod mit bryst. Jeg lagde mit hoved på hendes hår, der endnu duftede af friske blomster.
”Jeg vil bare ikke blive, til jeg holder op med det.”

Info: I denne opgave skulle vi vælge en af de tre stillede konflikter, nemlig: 1) En person vil noget, der umiddelbart virker umuligt, 2) To mennesker, der vil det samme. F.eks. forelsket i den samme eller 3) En person vil noget, som en anden prøver at forhindre. Derefter skulle vi på 20 minutter skrive en tekst med et dramatisk højdepunkt ud fra dette.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s

%d bloggers like this: