Angst

Kopi af 31. Blomster i vandpyntHendes varme ånder breder sig på min kind, som et stille suk undslipper hendes røde læber. Jeg kysser dem blidt for at lade dem falde til ro, lader dem mærke min nærhed og vide, at jeg vil bevare deres essens i mit sind for evigt. Hun lukker øjnene og trækker mig tættere ind til sig, holder mig fastere, som frygter hun at miste grebet.
Den lune sommernat røber ingen andre lyde end den svage dunken fra hendes hjerte, der giver genlyd i mit bryst. Det forsikrer mig om, at hun stadig lever, at hun endnu vil varme min sjæl med sin blotte berøring.
”Hold mig fast,” hvisker hun udmattet, som hendes ben bukker under for vægten af hendes smukke legeme. Vores tid sammen er begrænset og vor eksistens skrøbelig. Snart vil dette blot være et minde, en vag erindring om det bånd, der reddede mit liv og nu slår mig ihjel.
Men jeg nyder dette øjeblik, mærker hendes varme krop mod min egen i en forbundet cyklus, et endegyldigt mønster, som ingen ved hvor ender eller begynder. Vi er ét.
Jeg tænker ikke på den fremtid vi begge går i møde, det uundgåelige øjeblik hvor vi må erkende at vores tid er forbi, og ikke engang sammen kan omfavne vor skæbne. Dette er den værste straf, der blev nedkaldt på mennesket, den straf ingen tør tale om, men alle må se i øjnene før eller siden. Den dag, når det evige bånd mellem to elskende tvinger dem begge til at skilles og forgå.
Under os på den grusede vej ligger blade og bær som spredt for vinden, alle bestemt til at visne bort og forsvinde. Den stille klukken fra vandløbet ved vores side bliver langsomt svagere, i takt med at lyden fra hendes hjerte bliver langsommere og sandkornene i vores timeglas hurtigere.
Jeg holder hende en sidste gang ind til min krop, lader vores hjerter mødes én eneste gang mere før noget indeni os splintres og går i stykker. Tiden står stille og tvinger os til at falde. Vore legemer rives fra hinanden, og der er intet jeg kan gøre for at holde hende fast længere. Jeg må synke, dybere og dybere, mens hendes billede langsomt forsvinder fra min synsfelt, og det eneste, der er tilbage er mørke. Det mørke jeg må leve i resten af mit liv.

Info: Dette er en af de nyeste tekster, nemlig en jeg fik i starten af gymnasiet. Opgaven gik ud på at omskrive Emil Aarestrups digt af samme navn til en kort novelle, og dette er mit bud på denne opgave. Det oprindelige digt:

Hold fastere omkring mig
Med dine runde Arme;
Hold fast, imens dit Hjerte
Endnu har Blod og Varme.

Om lidt, saa er vi skilt ad,
Som Bærrene paa Hækken;
Om lidt, er vi forsvundne,
Som Boblerne i Bækken.

Emil Aarestrup, “Angst”

Reklamer

En kommentar to “Angst”

  1. ordsmedjen Says:

    Lækkert! Jeg elsker personligt dette digt af Aarestrup,
    og tænkte netop, jeg ville spørge dig, om du var bekendt med
    det. da jeg var et lille stykke inde i teksten – altså en velløst opgave!

    Det var en fornøjelse at læse, og jeg blev grebet af stemningen.
    Ligesom Aarestrups digt har din tekst noget glasklart og blankt over
    sig, det er kendsgerning på kendsgerning, der endelig må op til
    overfladen, samt den uundgåelige følelse af, at noget slutter – for alvor. Godt ramt!

    I starten havde jeg dog lidt svært ved at komme helt ind i teksten,
    fordi den i første omgang virkede en smule “soap”-agtig på mig, hvis du kan følge mig, men jeg gav den en chance – og det blev belønnet. Flot arbejde!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s

%d bloggers like this: