Den ægte gaveånd

Kopi af 31. Blomster i vandpyntSå er det tid igen. Tid til alle de gaver, der skal købes ind for millioner af kroner, pakkes ind i 30 m krøllet indpakningspapir, gives videre til den heldige slætning, takkes for en million gange, byttes til noget meget bedre, og til sidst gemmes væk på den mest støvede hylde, af mangel på bedre plads. Den ægte gaveånd. I hvert fald i dag.
De ord man oftest hører rundt om fødselsdags- eller julebordet er: ”Hvis du ikke kan lide den, kan den bare byttes.” Men hvorfor? Hvorfor overhovedet købe den, hvis den alligevel er bestemt for at blive byttet? Stoler vi ikke længere nok på vores eget instinkt og gavmilde sind, til at købe noget vi forventer, at vores egne familiemedlemmer eller venner rent faktisk beholder? Selvfølgelig ikke! Hvem ville være dum nok til at gøre det? Næstekærlighed kan være godt nok, men når det kommer til materielle goder, så slår alle former for egen indsats fra. Så vil vi hellere bare finde en midlertidig ting, for ”den kan jo altid byttes.”.
Gid det ord bare ikke fandtes. Byttes. Tænk hvis vi slap for den evindelige bytten frem og tilbage og bare kunne nøjes med hvad vi har. Ville det ikke være vidunderligt? Ikke mere løgn om hvad gaven betyder for os. Hvor meget den i virkeligheden har kostet. Hvor længe vi måtte trave rundt i butikkerne for at finde lige netop dén ting, for så at få smækket et dumt klistermærke på, der får alt det hårde slid til at forsvinde i en enkelt forskruet, forsikrende nødplan. ”Hvis du ikke kan lide den, kan den bare byttes.”
Der findes jo ikke et normalt menneske, der helt alvorligt mener de ord. Ingen ved deres fulde fem vil tigge ens egne medmennesker om at sige, at de ikke kan lide det, vi har udvalgt til dem. Så i stedet håber man bare. Man håber desperat på den næsten uundgåelige løgn: ”Nej, jeg elsker den, tusind tak!” Sådan er det bare. Et langt net af løgne.
For det er da en løgn, er det ikke? Det må det da næsten være, hvis man elsker alle de ting, man får foræret. Hvordan kan man da ellers elske noget så meget, at det bliver gemt væk få uger efter man har fået det?
Vi misbruger et ord, der burde betyde så meget mere. Det ord mister langsomt sin betydning, hvis vi fortsætter på den her måde. Hvis vi elsker alt fra pomfritter til Michael Jackson, hvad skal man så sige til sin første kæreste? At han har samme status som den nye fontørrer fra OBH?
Men selv hvis vi virkelig, i en periode, elsker den gave vi har fået, og rent faktisk sætter pris på den, hvordan kan det så være, at den et par måneder efter pludselig er blevet skiftet ud? Sådan vupti, den var alligevel ikke så fantastisk og desuden så var denne her også meget pænere. Det kan da ikke være rigtigt, at vi intelligente, voksne mennesker har samme koncentrationsevne som en 5-årig, når det kommer til interessen for ens gaver. Vel?
Nej da. Det er da heller ikke derfor vi har købt den, slet ikke. Det var bare lige fordi vi manglede noget, simpelthen, kunne ikke overleve uden den. Det sagde de selv i reklamerne. Og så bliver vi jo nødt til at have den, det står jo soleklart for enhver, når TV-shop har anbefalet det, må det være totalt uundværligt!
Meeen… Nu da vi har brugt alle pengene på den, så var der jo lige et par andre ting vi godt kunne tænke os. Det ønsker man da sig bare til jul, ikke? For hvis vi fortæller det længe nok til kæresten, så er der helt sikkert Jackpot, og så behøver vi ikke selv hoste op. Smart, ikke?
Egentlig er det jo ret uforskammet sådan at forlange alting. Forlange den dyreste og flotteste gave, hvis ikke direkte, så indirekte. ”Hvor er det bare en flot trøje, gid jeg havde den!”
Vi lægger så ufatteligt mange hints og hentydninger ud, så vores venner, kæreste eller familiemedlemmer ikke kan undgå at falde oven i dem. Og så bliver man da nødt til at købe den! Gør man ikke?
Ville det ikke være bare være så meget nemmere hvis vi kunne glemme vores egne behov, bare lige et enkelt øjeblik. Stoppe op og tænke: ”Har jeg egentlig virkelig brug for dette her?” For hvad vil det egentlig sige at ”have brug for noget”?
Det eneste vi sådan set har brug for, er jo bare mad, vand og søvn. End of discussion. Urmennesket har nok ikke overlevet ved at sprøjte sig til i Rexona, ej heller ved brug af de nye bildæk fra T-hansen.
Behov er noget ens krop kræver for at overleve. Ikke små luksusting, der pynter på hylden, eller foregiver at få os til at ligne en million.
Men sådan er det jo med alle de reklamer og plakater, vi ser rundt omkring. De sælger lykke til os, frister os og lover os det perfekte liv. Lige hvad vi alle sammen har brug for.
Men hvad med lige at fokusere lidt på de basale behov her? Og nu taler jeg ikke kun om mad og vand, jeg snakker tryghed, varme og nærvær. Tror vi seriøst, at vi kan få det af alle disse ting? Af alle de materielle goder, der bare fylder op i vores skabe og kasser rundt omkring, i stedet for det sted, der rent faktisk er brug for at blive fyldt ud. Vores sjæl.
Hvis du mener dette, er du allerede fortabt. Så er din sjæl på nuværende tidspunkt blevet slugt af de glubske reklamer, sjæleæderne, der søger føde i de svage og tomme, dem, der har allermest behov for at blive udfyldt.
Men prøv i stedet at rette blikket et andet sted hen. Svaret befinder sig ofte lige foran os alle sammen. Overalt omkring os, imellem hylderne i stormagasinerne, på den fortravlede gågade, i villakvartererne og i storbylejlighederne. Jeg taler om vores medmennesker.
Dé er udvalgt til at udfylde hullerne i vores sjæl. Dé alene kan løfte os ud af dette mareridt af skræmmende forventninger om den bedste livsstil udadtil. Dé er vores frelsere.
Så prøv, alle jer mennesker derude, at tænke på dette, næste gang I sidder med en halvgod gave fra jeres nærmeste. Se ud over den grimme plastic-embalage eller det billige ydre. Og begynd at se på det menneske bagved. For først da er den rette gaveånd opnået. Først da, er næstekærligheden virkelig trådt frem.

Info: Denne tekst er et af de først essays jeg har skrevet i skolen. Opgaven var at læse en artikel om juletid, gaveindkøb osv. og så skrive et essay ud fra det. Jeg er godt klar over, at slutningen måske er en smule over the edge, og at jeg (igen) væver en del, men jeg kan meget godt lide sproget, formuleringerne, og indimellem nogle af pointerne.
I er som altid velkomne til at skrive en kommentar, jeg er lutter øren. 🙂

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: