Efterårsaften

Kopi af 31. Blomster i vandpyntMen ude over sletten kommer en ung mand ridende på sin hvide, stolte ganger. Hans kappe blafrer efter ham, som et rødt banner, der bekendtgør hans ankomst. Hans øjne er trætte og blodsprængte efter de mange dages ridt, og hans tøj støvet og laset, men på trods af kulden og den stride vind  fortsætter han stædigt i gallop. Rågerne over hans hoved skriger et sidste skrig, før natten falder på, og snart forsvinder de imod horisonten. De eneste lyde er hestens hove, og dens tunge prusten, og det eneste klare lys, der er tilbage nu, er de få stjerner, der hænger på himlen, som små øjne, der betragter ham ovenfra. Tanken om den unge jomfru, der venter på ham, i sit usle, gamle tårn, holder hans mod oppe, og så længe han kan fastholde tanken om den blændende skønne kvinde, kan intet standse ham.
I horisonten dukker fæstningen op, høj og knejsende, som pønser det på at tage den unge kvinde med sig helt op til stjernerne, og aldrig vende tilbage.
Den unge mand sætter farten op, og presser den udmattede hest til det yderste. Skummet står tykt i dens mundvige, og sveden driver af rytterens pande, men intet kan holde ham væk fra sit livs kærlighed, fra sejren, ved at kunne gøre det andre ikke magtede.
Han fortsætter modigt og utrætteligt, uden den mindste frygt for hvad der end måtte komme. Lige indtil det skrækkeligste syn i hele dennne verden dukker op ovenfra og blokkerer hans vej. En enorm drage, med havgrønne skæl, der funkler i natten, åbner sit gab og brøler truende af den unge ridder. Dens skarpe tænder skinner hvidt som elfenben og er bestænkede med blod fra dens sidste måltid.
Rytteren er lammet af skræk. Aldrig har han set et væsen så skræmmende som dette. Den sorte røg står ud af dyrets næsebor, som tykke skyer, der varsler et uvejrs komme, den takkede hale svinger truende fra side til side, og de store, flagermuselignende vinger basker støt og rytmisk, og sender hårde, kolde vinde imod den forskræmte ridder. En truende stemning lægger sig over hele sletten, og den store drage brøler en enkelt gang imod den sorte nattehimmel.
Den unge mand indånder de giftige dampe, udstendt fra dragens næsebor, og bliver overmandet af en pludselig modløshed. Hvem ville vove nogensinde at forsøge dræbe et væsen, der er så enormt og frygtindgydende, at selv de mægtigste guder har måttet opgive at tæmme den? Et væsen, med skarpe, flænsende kløer, og lynende røde øjne, der giver selv den stærkeste ridder en kold rislen ned af ryggen, bare ved tanken om det?
Men da fanger han et glimt af den unge kvinde i tårnet, og pludselig vender al hans kamplyst og mod tilbage.
Han trækker sit sværd fra dets sølvglinsende skede og ridder frygtløst imod det ildsprudende monster. Dragen har nu åbnet sit enorme gab og en flammesøjle så stor og dødsensfarlig, at end ikke helvedesilden kan overgå den, står imod den unge ridder. Varmen slår imod ham med overvældende kraft og overmander ham et sekund, men lige i sidste øjeblik, lykkes det ham at undvige. Han sender hesten imod dragen igen og styrer imod dens ene ben. Med et velafrettet hug borer den skarpe klinge sig ind imellem de uigennemtrængelige skæl, som var det smør den skar. Et blødende sår er resultatet af angrebet, og det tykke, mørke blod vælder ud. Dragen udbryder et skrig af smerte, med en lyd så skærende, som kom det fra tusind jomfruers halse, og retter sit dræbende blik imod sin modstander. Dens rasende øjne lyner og bliver smalle, dens vejrtrækning bliver heftigere, og med en enkelt bevægelse slår dyret sine store, truende vinger ud, parat til at kæmpe til døden.
Opløftet af den nylige sejr vender den unge mand sin hest og sigter efter det store dyrs bug. Kræet står nu på alle fire og ser sig søgende om efter sin modstander. Dens øjne lyner af arrigskab, og det lyser klart af dens ansigt, at den er parat til at dræbe. Dragens øjne spejder fra side til side med hurtige bevægelser og små ryk, for at intet skal undgå dens opmærksomhed. Lugten af menneske hænger stadig i dens næsebor, og den ved, at ridderen er et sted i nærheden. Men der er intet spor af ham.
En smerte i dragens bagben får denne til at dreje hovedet, og da ser den sin unge modstander. Han står med en mine af sejr og overlegenhed, men hans blik bliver straks ændret, da han ser, at hans sværd knapt har rørt ved det store dyrs kød. Kun en svag, rødlig ridse har ramt det enorme dyr, og med et tilfredst smil lukker dragen sine skæl endnu tættere sammen, som tusind grønne skjolde, der dækker over den nøgne, sarte hud.
Da begynder den vilde jagt, og dragen udsender den ene ildsøjle efter den anden. Den tapre ridder befinder sig i et evigt flammehav, der lægger sig som en mur omkring ham, han ikke kan trænge igennem.
Modløsheden viser sit ubehagelige ansigt igen, for uanset hvor meget den unge ridder kæmper, uanset hvor mange gange han svinger sit ødelæggende sværd, rammer han intet andet end de hårde skæl på bæstets krop.
Ridderen kæmper, med en evig frygt for, at lugten af brændt kød skal ramme hans næsebor, og frygten for det uovervindelige væsen overmander ham, som sorte skygger, der trækker ham ned i mismodighedens dybder.
I lange stunder kæmper de to, men ridderen er træt og modløs, og hans klæder hænger om ham som løse klude. Selv ikke synet af den unge jomfru i det høje tårn kan hjælpe ham synderligt, og efterhånden som den lysende klare måne forsvinder bag den sorte horisont, er ridderen så udkørt, at han knapt kan hæve sit våben.
Men da rammer solens første stråler hans ansigt, og hans blik vandrer imod den opgående skive. Langsomt vokser den unge mands glæde og livsmod, i takt med at solen stiger, og hans sind klares op som på en varm og frisk forårsdag.
Hans hjerte banker af fryd over, at lyset er vendt tilbage, og med forstærket mod og styrke, styrer han imod det truende dyr, med kappen flagrene bag sig. Hans mod vokser for hvert skridt hesten tager, og hans øjne stråler af kamplyst, som stjerner på en klar nattehimmel.
Dragen svinger sig elegant op i luften og svæver over tårnet som en vogtende slange, for pludselig at dykke ned imod den tapre mand. Som dragen kommer nærmere, hæver han sit sværd og gør sig klar. Det eneste, der nu bestemmer kampens udslag er skæbnen.
Det store dyr kommer med enorm fart nedad, som en målrettet pil, parat til at bore sig igennem sart menneskekød, og en enorm, rød ildtunge står fra dets gab, et uigennemtrængeligt skjold, der svider og brænder som helvedes flammer selv. Men lige før de dødelige flammer rammer den unge mand, kaster han sig til siden og sender sit sværd afsted imod dyrets bug med et kraftfuldt sving.
Sværdet svæver afsted som en glinsende pil og borer sig ind i det bløde kød, og det sorte, ætsende blod flyder ud fra det åbne sår. På dødens rand falder dragen længere nedad, slår vagt med vingerne før den til sidst lander på den golde jord; død.
Ridderen træder langsomt tættere imod det enorme dyr og betragter det grønne lig. Det sorte blod vælder stadig ud fra det åbne sår, og en kvalm og vammel lugt fylder hans næsebor. Dragens tunge hænger slapt ud af dyrets mund, og de ellers så rasende øjne er gemt bag de grønne øjenlåg. I grunden et ufatteligt smukt dyr, der dog havde påtaget sig sådan en så grusom skæbne.
Ridderen bukker sig ned og tager sit sværd fra det slagtede dyrs bug og hæver det til sejr. Solens stråler rammer klingen, og sender lyset ud over hele sletten, som et himmelsk budskab om, at det gode har sejret. Han vender derefter blikket imod den unge jomfru hans hjerte begærer så inderligt, og bliver næsten opslugt af hendes øjne, der er så mørke og smukke som den sorte vinternat.
På sin hvide ganger iler han imod det store tårn. Med et enkelt spring er han nede fra hesten, og løber op af de stejle trapper. De kolde, våde mure føles ikke nær så skræmmende som før, og selv de små insekter, der piper svagt imellem de mørke sten, virker lykkelige glade for hans sejr.
Han åbner den gamle, rådne dør til tårnværelset og ser den unge skønhed for sig.
Og der står hun, iført den hvideste, reneste, kjole, og med håret hængene helt ned til taljen. Kvinden står med blikket endnu vendt imod sletten, og da hun vender sig imod han, stråler hendes mørke øjne så meget, at hele det usle værelse bliver lyst op, som to stjerner på den sorte nattehimmel. Det ibenholtsorte hår bølger som et mørkt vandfald ned over de mælkehvide skuldre, og hendes blege hud bliver kun afbrudt af de røde kinder, der afslører hendes generthed.
Ridderen træder betaget et skridt frem, og ser på de fyldige, røde læber, der minder om sarte dugdråber en tidlig sommermorgen. Hun er så smuk som han havde forestillet sig hende være på nært hold, og den unge mand mærker varmen fra hendes smil helt ned i hjertet. Med et enkelt genert blik fra den unge kvinde ved ridderen med det samme, at han er forelsket.
Uden at tænke over det, tager han hendes hånd og rører den blidt med sine læber. Da deres blikke igen mødes, rødmer hun endnu engang på sin blege kind, og den unge ridder mærker kærligheden vokse for hvert sekund der går.
”Hvad er Deres navn, min kære?” spørger han, med blikket fæstnet til hendes rosenrøde læber.
”Gwenylin,” er hendes svar. Han fanger hendes blik og holder begge hendes hænder i sine.
“Prinsesse Gwenylin,” begynder han, og sætter sig på det ene knæ, “vil De give mig den store gave at blive min hustru?” Den unge kvinde slår blikket ned og lader sit mørke hår dække for sine smilende øjne. Da hun igen ser på ham, skinner hendes øjne som tusinde sole, og ridderens hjerte varmes af glæde.
“Selvfølgelig,” svarer hun, og giver ham et kys. Ridderens læber varmes og en behagelig følelse fylder hele hans krop, og flyder igennem hans årer. Da prinsessen igen trækker sig væk, ser ridderen kærligt på hende, som har han, ved dette ene møde, kendt hende hele sit liv.
“Men der er en ting jeg må tilstå,” siger hun endelig, og hvert ord drypper af bekymring og uro. Den unge ridder mærker en kold rislen ned af ryggen, som en kold steppebrand, der varsler dårligt nyt.
Jomfruen ser på ham med sine natsorte øjne, og ridderen ved nu for alvor, at noget er galt. Hun åbner munden og hvisker næsten umærkeligt til ham:
“Jeg er gravid.”

Info: Denne tekst skulle være en fortsættelse af et uddrag af en anden tekst. Jeg har desværre ikke kunnet finde den indledning, vi skulle gå ud fra, men jeg kan da sige så meget som at den på sanselig vis (og i nutid) beskriver en ung kvinde i et tårn, der tydeligvis venter på noget. Dette er så mit bud på hvad.

Reklamer

2 kommentarer to “Efterårsaften”

  1. elsker dig fik 12

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s

%d bloggers like this: