En tanke om tid

Kopi af 31. Blomster i vandpyntIntet menneske noget sted har nogensinde ikke vidst, hvad tid er. Vi taler om den hver dag, hver en sætning i hver en samtale involverer før eller senere ytringer som: ”Åh, jeg har altså ikke tid”, eller ”Jeg skal så utrolig meget for tiden.”. Vi brokker os over dens alt for hurtige gang, når vi sidder på kontoret med den opgave, der skulle have været afleveret for en time siden, og forbander dens overflod, når togene eller flyet er forsinket. Men hvad er tid i grunden?
I virkeligheden er det jo et utrolig udefinerbart begreb. Tid er i sig selv ikke sådan lige til at forklare. Vi kan ikke se den, høre den, smage den. Men vi ved, at den er der. Og vi har formået at gøre det ingen anden race før har gjort: at definere tiden.
Men hvorfor? Hvad har tvunget os frem til at måle de små sekunder og de lange timer? Er det blot for at få styr på de ellers ustyrlige lyse perioder, der skifter alt for ofte mellem sommer og vinter, eller har der været et behov, en urgammel længsel efter at vide, hvad det egentlig er, vi svømmer rundt i, det, der hænger i luften og pludselig markerer om det er middag eller morgen? Og hvad gavn har vi egentlig af denne definition, denne målbarhed? Hvem ved om alle vi vesterlændinge ikke var meget lykkeligere, hvis vi gjorde som de nepalesiske arbejdere, afskaffede arbejdstider og stressede tidsplaner og blot levede efter naturens rytme?
Naturens rytme. Sikke et behageligt begreb. Man kan næsten høre brændingerne ved havet, næsten føle den rolige, rytmiske lyd af vindens susen mellem bladene, mærke solens gang over himlen. Sikke dog en vidunderlig måde at måle livets gang på. Et støt, evigt pulsslag, der bringer os videre i et adstadigt tempo, som passer til den enkelte. Der er ikke noget, der hedder deadlines eller fire-toget, ingen travlhed eller hvide kaniner med lommeure. Kun liv.
Når man sidder sådan og smager på dén fantasi, virker det næsten tankeløst, at man nogensinde har indført begrebet ”tid”. Tænk hvis man havde undgået den pine, blot behændigt styret uden om al den snak om minutter og sekunder og for frihedens skyld havde ladet armene være bare og dagen åben.
Men er det i virkeligheden noget vi har kunnet undgå? Har det ikke altid ligget i kortene, at vi mennesker er så afhængige af tiden, at vi er nødt til at indfange den, indkapsle den i glas og ramme og tvinge den til gang? Er vi virkelig skabt til at måle og veje alt, at findele hele verden og sætte alt i kasser med mærkater med dato, navn og beskrivelse?
Det er da en trist tanke. Men det er vel prisen for vores store udvikling, især inden for viden og teknologi. Havde det ikke været for disse to instanser, ville vi angiveligt endnu have levet i stenalderen, uden lærdom og udvikling, uden åbenbaringer og geniale ideer. Og ville vi kunne leve med det?
Jeg har alt for ofte selv, når hverdagen blev hård og presset og lektierne hobede sig op, forestillet mig et sted, hvor tiden ingen betydning har. Hvor stedet er en væren i sig selv, der aldrig forgår eller ændrer sig. Men så snart jeg er nået til dette punkt, popper der en enkelt, lille, rebelsk tanke op i mit hoved: Hvad så?
For det er ikke nok. Det har aldrig været nok. Vi har brug for forandring, for fremdrift, for det, der fører os fra A til B, over deprimerende C til den helt ubegribeligt fantastiske D. Alle ved at prisen for at leve er døden. Så er prisen for fremdrift ikke derfor tidens gang? At alt forgår?
Generelt har vi mennesker vel alt for svært ved sådan at overlade os til tidens og naturens magt. Rynkecreme og foryngende operationer er utroligt populære, og mange kæmper ihærdigt med våben som sundhed og hyppige lægetjek for at undgå at blive ældre og i sidste ende dø.
Men hvorfor er det så svært at erkende? Hvorfor har vi så svært ved at overlade os til tidens og naturens gang og i stedet få noget godt ud af det?
Er det en form for evig følen sig forbigået af noget, der kunne have været, en form for forsmået udråb om, at tiden har snydt os, den perfekte dag kom aldrig og jeg føler mig langt fra så succesfuld, som jeg skulle have været? Eller måske er det i helt andre baner, vi skal søge svaret, måske er det nærmere en dybtliggende herskertrang, der tvinger os til at søge videre, at kæmpe mod strømmen og en gang for alle overgå naturen, den, vi ellers så rigeligt har forsøgt at overvinde med forurening? Måske nægter vi at følge naturens gang, af den simple grund at vi vil være bedre, vi vil være stærkere.
Problemet er bare, at det er vi ikke. For uanset hvor svært vi har ved at erkende det, vil naturen altid vinde i sidste ende.
Eller vil den? For når man tænker over det, er vi jo sådan set bare en del af naturens cyklus, fødsel og død hænger sammen i et evigt kredsløb, og tiden har ingen anden funktion end at føre denne cyklus, variere længden fra menneske til menneske, men den kan aldrig standse den. Tiden har ingen vilje. Den er. En katalysator, et middel, et måleredskab. Uanset hvad man kalder den, er dens største funktion at være til. Så hvorfor ikke gøre det samme?
Som jeg sidder her nu, en sen efterårs eftermiddag og solen langsomt kryber hen over bakkerne og oplyser mosset under mig, hvordan kan man så andet end at nyde dette lille øjeblik?
Jeg kan ikke ændre synderligt meget på fremtiden, og endnu mindre fortiden. Jeg kan ikke se, om i morgen vil blive en fantastisk dag, eller om jeg nogensinde igen vil føle stunder som denne lige nu, lige her, men hvorfor så ikke nyde det som det er? Øjeblikket i dets essens, uden alle bekymringerne, uden alle fortrydelserne og de sure tanker? Er det i virkeligheden ikke det, tiden er her for. For at være. Det er det, den kan. Så hvorfor ikke bare lade os bifalde denne evne og forsøge at efterstræbe den det bedste vi kan?

Info: Dette er det fjerde essay, jeg nogensinde har skrevet, og bunder endnu engang ud i en skoleopgave. Vi så en film kaldet “Nu – et øjeblik på jorden”, der handlede om en masse begreber såsom lykke, tid, et godt liv og forskellige folkeslags, køns og generationers syn herpå. Ud fra denne skulle vi så skrive et essay, og dette er mit bud. Dette essay fik nogenlunde det samme kritik som “Glæden ved lys”, at det var virkelig godt, men at det godt måtte være lidt mere subjektivt. Åbenbart er jeg mere for at reflektere end at skrive om mig selv. 😉

Reklamer

En kommentar to “En tanke om tid”

  1. […] ved at skrive”, “Den ægte gaveånd”, “Glæden ved lys” og “En tanke om tid” og I kan som sædvanlig læse mere om hver enkelt under […]

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: