Forladt

Kopi af 31. Blomster i vandpyntKatrine åbnede døren og trådte ud i den svage eftermiddagssol. Det var sommer, men på grund af de regnfulde dage, der havde domineret langt de fleste uger af ferien, var der ikke særligt mange mennesker udenfor. Derfor vandrede hun alene, som hun havde gjort for så mange måneder siden.

Det var koldt og blæsende, og en skarp vind greb fat i Katrines lange, sorte frakke, som hun trak tættere om sig. I hånden havde hun en dukke uden tøj, og håret var klippet, så det var umuligt at se, om det forestillede en dreng eller pige. Med en kurv i den anden, gik hun og knugede dukken til sig som et lille barn, og hvis man så hende, kunne man nok undre sig over, hvad en 16-årig pige lavede med et stykke legetøj.

Men der var ingen, der så hende, og ingen, der sagde noget eller undrede sig.
Gruset under hendes fødder knasede, som hun traskede ned ad grusvejen. Hendes blik var fæstnet til jorden, som hun gik og lod minderne optage hendes sind.

Et mørkt rum, kun oplyst af det skiftende lys fra diskokuglen i loftet. Katrine var fuld og hæmningsløs, og hendes sanser var yderst uskarpe, som hun dansede rundt på gulvet. Et ungt drengeansigt dukkede op, hun vidste ikke hvordan, eller hvorfra, pludselig var han der bare, lige foran hende.
De snakkede ikke længe sammen, før Katrine fandt sig selv stå i hans favn og modtage hans lidenskabelige kys.
Og uden at vide hvordan hun var endt er, lå hun i en seng, nøgen, med ham ved siden af sig. Han kærtegnede hendes bryst og mave, og kyssede blidt hendes nakke. Katrine tænkte ikke over hvad der var sket, nød bare nuet, og følelsen i dette øjeblik.

Hun lod hånden køre langs de grønne hække, som hun prøvede at komme i tanke om, hvordan det hele var sket. Hvorfor havde hun ikke gjort noget? Sagt fra, stoppet sig selv, insisteret på at komme væk.
Men der var intet, der kunne ændre det faktum, at hun ikke havde brugt beskyttelse. Tænk hvordan hendes liv ville have set ud, hvis hun bare havde ladet være med at tage til den fest, den aften.
Katrine stoppede ved fortovskanten. Hun så ned langs vejen, og ventede på, at bilerne skulle passere forbi hende. Bilen foran hende kørte langsomt, og gav hende tid nok til at se en lille pige, der sad og stirrede ud af vinduet. Deres blikke mødtes, og det virkede næsten som om pigens store, blå øjne så direkte ind i hendes erindringer, tvang hende til at gense dem, huske hvad der skete dengang.

Hun stod på trappetrinnet til husets dør, og hævede hånden for at tage i håndtaget. Et øjeblik tøvede hun, tænkte på, om der ikke kunne være en anden udvej. Men hun vidste, lige så vel som lægen, og alle hun hidtil havde talt med, at det var der ikke. Dette var noget, hun var nødt til at gøre.
Døren blev åbnet med en svag knirken, og hun trådte forsigtigt ind. Hun så sig om i entreen og lyttede efter, om der skulle være nogen i køkkenet.
”Mor?” lød det spagt, som hun trådte ind i stuen. Den ældre kvinde så op fra sin bog og betragtede hende.
”Ja, hvad er der, skat?” spurgte hun, og lukkede bogens sider i. Katrine strøg forsigtigt en brun hårlok om bag øret og hviskede næsten:
”Er far hjemme?” I det samme blev hendes spørgsmål besvaret, da en mand kom ind i rummet. Hans brune øjne rettede sig mod hendes, og hun måtte et øjeblik se væk. Hvorfor blev hun også nødt til at gøre dette?
De to forældre så undersøgende på hende, og Katrines far spurgte bekymret:
”Er der noget galt, skat?” Katrine så op, og tog en dyb indånding.
”Jeg er gravid.”

Solens lys blev langsomt svagere, da hun fortsatte ned ad vejen. Det var ved at blive overskyet, og den grå himmel skabte en sørgmodig stemning, der passede perfekt til Katrines humør. Nu og da så hun på den lille dukke, som om hun ikke kunne tage blikket fra den, som om den udfyldte et hul i hendes sjæl.
Vejen fortsatte lidt endnu, for til sidst at deles op i to. Katrine standsede, da hun nåede til skillevejen og betragtede de to veje. Hendes grønne øjne indprentede sig hvert et indtryk, hver en lille detalje blev opfanget og taget i betragtning. Endelig valgte hun en vej, og gik langsomt hen imod den.

Katrines blik var fæstnet til gulvet, og hendes lange, brune hår faldt ned omkring hele hendes ansigt, som et slør, der skærmede hende imod virkeligheden. Overfor hendes henholdsvis sad og stod de to voksne, moren, der vandrede hvileløst frem og tilbage, og faren, der sad i en lænestol med en tænksom mine.
”Hvordan kunne det ske?!” begyndte moren vredt. Katrine svarede ikke, vidste at der ville komme mere, flere vrede udbrud, hun ikke behøvede at forklare. Moren mente allerede, at hun selv vidste det.
”Har vi ikke lært dig alt om at bruge beskyttelse? Har vi ikke fortalt dig igen og igen hvordan du skal passe på? Har du overhovedet gidet høre efter?!” Katrine så stadig ikke op fra gulvet, betragtede det samme punkt, hun havde stirret på under hele samtalen.
”Hvad havde du egentlig tænkt dig, Katrine? At du har ”magiske kræfter”, der på en eller anden måde gør dig immun overfor dette her?” Endelig talte Katrines far.
”Anni, rolig nu.”
”Nej, jeg vil sgu’ ikke være rolig!” bed hun ham af, før hun så på Katrine med et rasende, borende blik.
”Du har da vel forhåbentlig ikke tænkt dig at beholde barnet, vel?” Katrine svarede ikke. Det var denne del hun hadede allermest.
”VEL?!” Katrines far forsøgte at berolige Anni, men hun var alt for arrig til at lytte til ham.
”Jo, jeg har,” hviskede Katrine stille. Det var næppe hørligt, og havde det ikke været fordi Anni var stoppet med at traske hen over det knirkende gulv, havde hun heller ikke hørt det. Endnu engang modtog Katrine det ubehagelige borende blik, hun kunne mærke helt ned i maven. Anni vendte sig om og så Katrine direkte i øjnene.
”Du får en abort snarest muligt, hører du?!”

Den hårde, ujævne grus, var skiftet ud med sand, som hun fortsatte ned på stranden. Det mørke vand skyllede roligt ind over landet, med en behagelig brusen. Vinden tog endnu engang fat i hendes lange hår og frakke, og hun begyndte at fryse. Men hun kunne ikke gå hjem. Ikke før hun havde fuldført dette.
Katrine fortsatte ned til en stor sten lidt længere nede på stranden. Hun bredte et lille tæppe ud på stenen og lagde blidt dukken ovenpå det. Derefter tømte hun kurven for dens indhold og satte det omkring dukken. På stenen stod nu et lys, et lille flag og billede af et lille, etårigt barn, klippet ud fra en reklame.
Da hun havde sat tingene fra sig, rettede hun sig op og så kærligt på den lille dukke.
”Tillykke med fødselsdagen,” hviskede hun til den, og tog den forsigtigt op, for at holde den i sin favn.
”Jeg er ked af, at jeg ikke kunne holde en rigtig fødselsdag for dig, men siden du jo ikke er her, kan jeg jo blive nødt til at gøre det sådan.” Dukkens brune øjne betragtede hende, næsten som var det hendes eget barn hun stod med.
”Jeg er ked af, at jeg blev nødt til at gøre det,” fortsatte hun og spejdede ud over vandet.
”Men jeg havde ikke noget valg.” Igen blev hendes blik vendt imod dukken, som hun kyssede den stille på næsen.
”Jeg er ked af, at jeg blev nødt til at forlade dig,” hviskede hun stille, næsten hemmelighedsfuldt.
”Men hvis det stod til mig, ville jeg aldrig have gjort det.” Hun rejste sig op, og lagde dukken fra sig på det lilla tæppe.
”Farvel, du lille,” sagde hun, da hun betragtede dukken en sidste gang.
”Vi ses nok aldrig mere.” Og med disse ord, vendte hun sig om og gik. Endnu var der helt stille, kun lyden af vindens susen og havets bølger, der slog imod strandkanten, kunne høres.
Efterhånden fik vinden revet de forskellige ting ned, én for én, som om den vidste, at de ikke betød noget mere. Men dukken blev tilbage, stille, kold og forladt. Dens blik havde fået et sørgmodigt, næsten såret blik som den lå der. Måske ville et forbipasserende barn tage den, måske ville den gå til af ælde, eller forsvinde ud i havets bølger. Men en ting var sikkert i denne sag: Mindet om den ville aldrig nogensinde forsvinde fra Katrines sind.

Info: Denne tekst tager udgangspunkt i et fotografi af en dukke, der ligger på en strand. Titlen på opgaven var (spøjst  nok) “Forladt” og vi skulle så skrive en novelle ud fra dette billede.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s

%d bloggers like this: