Fortællingen om Tordenriget

Kopi af 23. ÅkanderEngang for længe siden, bag de store bjerge i øst, lå der et meget lille kongerige, der var omgivet af en kæmpestor tordensky. I midten af det lille kongerige lå et stort slot, og når man sad i det allerøverste tårnværelse og kiggede ud af vinduet, kunne man ikke engang se tagene under sig for den mørke tåge, der hang overalt i hele byen.

Alle talte om stormen og frygtede den, og derfor havde kongen bedt magikerne lave et kæmpe skjold, der kunne skærme dem mod lynnedslag og tage det værste af vinden og regnen.

Nogle mente, at tordenskyen var en straf fra guderne, fordi menneskene havde opført sig dårligt; andre, at det var et kæmpestort monster, der havde lagt sig med sin kæmpekrop om kongeriget for at æde folkene én for én. Andre igen mente, at hvis man bare ignorerede skyen, skulle den nok forsvinde med tiden, og det havde de så gjort i snart 13 år, lige så længe som prinsesse Sirelle havde levet.

Hun var den eneste, der ikke var bange for tordenvejret, for hun var et særligt barn. Imens alle andre mennesker forsøgte at bekæmpe, forbande eller ignorere skyen, sad Sirelle på taget og kiggede op i det kæmpestore rumlehav. Så da forældrene havde fået nok af at forsøge at pleje hendes forkølelser, gav de efter og forærede hende et tårnværelse uden vinduesskodder.

Nogle dage blæste og haglede og fygede det så meget, at prinsessens loftsværelse blev iskoldt og fyldt med sne og vand fra det åbne vindue. Andre dage var der så lummert, at hun gik rundt helt uden tøj på, indtil det pludselig begyndte at rumle og tordne, og himlen blev sprængt af kæmpestore lysglimt. Nogle gange var det lige over Sirelles værelse, så hun kunne høre lynene smælde i luften over sig som vrede råb og hundegøen.

”Det er næsten som om den er levende,” hviskede hun så, og Skyen svarede med et højt, rumlende brøl.

Kun én kvinde forstod prinsessen, og det var Sirelles gamle bedstemor. Hun var den klogeste kvinde i hele kongeriget, måske alle kongeriger tilsammen, og hun kunne fortælle historier, der fik børn til at gyse og voksne mænd til græde, hvis hun ville.

Hver aften fortalte hun historier for Sirelle. Hun fortalte om tiden før uvejrsskyen, at folk bildte sig ind, at der dengang altid var solskin, men at der i virkeligheden ofte havde været både uvejr og voldsomme storme. At faktisk var hele dette kongerige blev løftet fra en dal i vest af en kæmpe orkan, der bar alt til den bjergtop, hvor riget befandt sig nu.

”Det kan jeg love dig, Sirelle, hvert et ord, jeg siger, er sandt. For vi gamle mennesker kan ikke sige løgne uden at blive sure og vrisne. Og det får du aldrig lov til at se mig blive.” Så nikkede hun for sig selv med lukkede øjne og lænede sig tilbage i sin gamle stol.

På det tidspunkt tav Sirelle altid, for hun vidste, at bedstemoren ikke ville tale, hvis Sirelle ikke gav sig tid til at tænke over bedstemorens ord. Da hun havde tænkt grundigt over det, spurgte Sirelle alvorligt:

”Bedstemor, er det rigtigt at Skyen er et levende dyr?”

Den gamle kvinde åbnede øjnene til smalle sprækker og smaskede et øjeblik for sig selv.

”Hvis du ser den Sky som levende, Sirelle, så er den det også. Men et dyr er kun så farligt som du behandler det. Husk rigtig godt på det, Sirelle! Et dyr bider kun hvis det bliver angrebet. Men behandler du det godt er der ingen, der kan sige dig, hvad det kan føre med sig af gode ting.”

Det huskede hun, og i så mange år, at hun på sin 19 års fødselsdag besluttede sig for at tage af sted og give Skyen en bedre behandling. Hun forsøgte at forklare det til sine forældre, til hoffet og til folkene i byen, men alle mente, at hun ville falde ned fra bjerget og dø i den forvirrende, mørke tågemur. Ingen forstod hende, og da hun havde forsøgt at forklare dem det, vendte hun ryggen til deres råb, gråd og advarsler, og begyndte at kravle ned ad bjergsiden og ind i den tykke sky.

Det var hårdt, for bjergsiden var meget stejl, og mørket endnu tykkere end hun havde regnet med. Hendes hænder var revnede af at skrabe mod sten og buske på bjergsiden, og haglene og vinden piskede hendes ansigt, så det føltes som glasskår mod hendes hud.

Højere og højere hylede, brølede og tordnede det om ørerne på hende, så hun ikke længere kunne høre sine egne tanker, og lydene og lysglimtene forvirrede hende så meget, at et særlig højt lyn gav hende så stort et chok, at hun slap taget og faldt ned fra bjerget.

Det susede omkring hende og alt hendes tøj blafrede og blev gennemblødt mens hun faldt ned igennem den store, våde mørke tåge. Hun kunne ikke se noget for alt det vand, hun havde i øjnene, men hun var ikke det mindste bange for at dø.

”Hvis Skyen virkelig er et dyr, vil det ikke slå mig ihjel,” tænkte hun for sig selv.

”For et dyr bider kun, hvis det bliver angrebet.” Lige så snart den tanke havde sluppet hende blev hun revet i med et voldsomt ryk, og begyndte pludselig at bevæge sig opad.

Hendes krop gjorde ondt af den pludselige vending, og al luften var på et øjeblik blevet pumpet ud af hendes lunger, så hun måtte tage en kæmpe indånding.

Men da hun først var kommet sig over chokket, turde hun kigge op og se, at en kæmpestor, hvid drage havde fat i hende med begge forben, og nu svang sig af sted i luften.

”Hvem er du?” råbte hun igennem vindens hylen og den bulrende torden.

”Det troede jeg, du vidste,” svarede dragen med en dyb, rumlende stemme, ”Jeg er en af Skyens indre dyr.”

Prinsessen så forbavset på den smukke drage, men før hun kunne nå at spørge om mere svarede han:

”Hele Skyen er en masse ukontrollerede drager, der ikke selv kan styre hvornår vi er voldsomme og hvornår vi er rolige. Nogle gange, når I har ignoreret os for længe eller forsøgt at holde os ude, går vi sammen og raser indtil I gider høre på os.

Så sender jeg lyn ned imod jer. Eller en af mine brødre sender en torden så dyb, at den ryster jeres bjerg. Min søster kan blæse vinde imod jer, så det suser helt ind i jeres knogler.

Egentlig prøver vi bare at få jer til at lytte til os. Men hver gang vi forsøger at få jer til at forstå, bygger I tykkere vægge, får jeres magikere til at sætte skjolde op imod vores uvejr, og lukker ørerne for vores torden. Og bliver bange. Det er der ingen grund til. Vi vil jo bare gerne tale med jer.”

Sirelle fangede pludselig et glimt af et stort, klumpet dyr, der viste sig at være en drage med en enorm, åben mund. Hun hørte hvordan dyrets brøl kom ud som en buldrende torden, og forstod hvordan dragerne lavede uvejret.

”Jeg har prøvet at lytte. Hvorfor kan jeg så ikke høre, hvad I vil sige?” spurgte Sirelle.

”Fordi du også har levet bag jeres skjolde. Hvis man skal høre dragernes sprog, bliver man nødt til, at være ude blandt dem.”

Sirelle troede, at hun begyndte at forstå ham nu.

”Men hvad er det så, I vil fortælle os?” spurgte hun endelig.

Dragen smilede og sagde:

”At I ikke har nogen grund til at være bange for os. Vi er så trætte af, at I mennesker tror, at drager altid skal bekæmpes, så I sender riddere og krigere ud for at slå os ihjel. Fordi I er bange for vores vilde temperament og tror, at vi skader jer. Men I glemmer helt, at hvis I lod os flyve vildt af sted uden at gribe ind, og lyttede når vi havde noget vigtigt at sige, ville vi kunne hjælpe jer. Vi kunne først og fremmest hjælpe jer ned fra det bjerg, I er blevet sat på.”

Sirelle havde en masse ting, hun ville sige, men som hun var vant til tav hun og ventede med at tale, til dragens ord havde sat sig på plads. Og da ordene var sunket ind, var der pludselig en del mere ro i hendes hoved, og kun et enkelt spørgsmål var tilbage:

”Hvad skal jeg gøre?”

Dragen smilede og lo så højt, at gnisterne smældede omkring i skyerne. ”Du kan sige mig, hvad der skal til, for at dit folk vil lade os leve i fred.”

”Så start med at få dem ned fra bjergtoppen. De har mistet forbindelsen til jorden og kan ikke længere se noget andet end skyerne. Hvis de vender tilbage til deres oprindelige sted kan det være, at de husker hvordan det var engang, og forstår, at I er her for at hjælpe.”

”Det kan jeg ikke,” svarede dragen, ”de drager, der flyttede jer har for længst ændret det landskab I boede i. Men jeg kan flytte jer til at nyt sted, længere mod øst.”

Prinsessen nikkede og gav ham ret i, at det var en god ide. Dragen vendte da i en anden retning og strøg tilbage til landsbyen på toppen af bjerget. Her satte han prinsessen fra sig i hendes yndlingstårnværelse og samlede alle dragerne rundt om hele byen.

Folkene i kongeriget skreg og flygtede rædselsslagne ind i deres hjem, mens dragerne greb fat i alle husene, menneskene, gaderne og dyrene og på én gang løftede det hele fra den store bjergtop. Folk hylede og græd, men igennem hele det rædsomme hylekor sad prinsessen allerøverst og råbte opmuntrende til dragerne så højt hun overhovedet kunne. Dragerne bar dem så langt de kunne, indtil de nåede en smuk plads ved havet, hvor solen ramte lige ind på dem, og bjerget stadig var at se et sted langt mod vest. Her satte de kongeriget fra sig lige så forsigtigt så ingen kom til skade, og trak sig lidt længere ind imod skyen, bekymrede for, hvad menneskene nu ville gøre.

Da først de små mennesker turde træde ud af deres huse, nu da det magiske skjold var væk, så de græsset trænge op imellem brostenene i deres gader og følte den bløde jord under fødderne. Og med ét kastede de sig jublende rundt og græd af lykke over endelig at være vendt tilbage til naturen, og endelig at kunne føle den på deres egen krop. De stillede sig taknemmeligt og tog imod den enorme regnskylle fra Skyen og brølede med på de høje tordenskrald.

”Tak, smukke drager!” råbte de i kor gennem gaderne, ”TAK!”

Og de lovede dragerne, at de måtte regne, tordne, lyne og flyve alt det de ville, hvis de aldrig ville fjerne menneskene fra deres plads på jorden. Dragerne gik med på denne aftale og splittede op, lette og lykkelige, og lod solen og den blå himmel trænge ind til kongeriget igen.

Både mennesker og drager har holdt hvad de lovede, og indtil en af dem bryder deres løfte, vil de tunge uvejrsskyer være langt fra kongeriget, hvor dragerne flyver frit.

Info: Denne her tekst skrev jeg på min højskole i april 2012. Jeg havde fuldstændig glemt den, indtil jeg genfandt den i dag. Så vidt jeg husker skrev jeg den faktisk på et par timer, og havde den færdig samme aften som jeg startede. Vi havde et påskeprojekt på højskolen, hvor temaet var eventyr, og der skulle bl.a. læses eventyr op for børn og voksne i omegnen. Efter en masse pjatten rundt med de andre skrivere, satte jeg mig ned og skrev denne tekst. Og blev færdig, fordi jeg vidste, at jeg blev nødt til at tage hjem på ferie før tid. Da jeg læste den op for min lærer ville hun bare lige lægge sig godt til rette på min seng, og faldt lige så stille i søvn, før jeg var færdig. Jeg tager det enten som en kritik, eller en utrolig kompliment af mig som godnathistorie-fortæller. 🙂

Reklamer

En kommentar to “Fortællingen om Tordenriget”

  1. […] skriver egentlig mest fordi jeg fandt en tekst i min gemmer, som jeg totalt havde glemt, at jeg fik skrevet på højskolen sidste påske. Og […]

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s

%d bloggers like this: