Glæden ved at skrive

Kopi af 31. Blomster i vandpyntEn papir og en blyant. To meget simplet ting, der har eksisteret i flere årtier. To ting, der – hvis man bare ser på dem – ikke ser ud af meget, men som i virkeligheden rummet så meget potentiale. Man kan skrive med dem.
Men hvad betyder det egentlig? At skrive. Hvad dækker dette lille begreb over? Det kan betyde så ufatteligt meget, lige fra postkortet til moster Gerda i Roskilde, til den historieopgave om Den Franske Revolution man har knoklet med i uger. Så hvad er det egentlig?
Hvis man går helt tilbage i historien, opfandt man jo det første skriftsprog i stenalderen. Det var tegninger, ikke ord og sætninger som i dag. Bare små tegninger, som de kruseduller man lavede som barn, den eneste måde at udtrykke sig på.
Men det var jo ikke det samme, dengang man var lille. Ikke ligesom de aviser mor og far sad og læste, om krig og død og ødelæggelse og hvem, der var den nye borgmester i Randers og alt sådan nogle interessante ting. Alt dette vidste man intet om, før man havde lært de små sorte prikker på papiret at kende, indtil man lærte alfabetet.
Alfabetet. Alfa og beta. Et og to, hvis jeg da kan mit græsk. Hvorfor mon man har kaldt det det? Er det fordi sproget, og dermed også bogstaverne, er begyndelsen til alt? Samtaler, breve, somme tider handlinger. Bare disse små tegn, små tegninger, der har formet sig til bogstaver, ord, sætninger. Er de i virkeligheden starten på alting?
Hvis man skal tro på kristendommen, så er de. For der begyndte alting med ”Ordet”. ”Der skal være lys!” sagde Gud, og så blev der det. Hvis ikke han havde sagt ”Ordet” så havde vi måske ikke eksisteret.
Men hvem startede i virkeligheden alt det med ord? Hvem lavede disse tegninger om til det, forandrede dem, så selv folk som Gud kunne se og bruge dem? Ifølge Rudyard Kipling var det stenaldermennesker, der lavede deres tegninger bare en smule om, så det dermed blev til bogstaver og ord. Men det er jo bare en fabel, endnu en ting, der er skabt af skrift.
Prøv at tælle alle bøger i verden. Tæl dernæst alle sætninger i hver bog, og dernæst hvert ord i hver sætning. Jeg kan godt fortælle dig, du bliver ikke færdig til næste jul, selv ikke hvis du virkelig skyndte dig. Der er temmelig mange.
Og det er det, der gør det så fascinerende at skrive. Når man kan sætte alle disse små kruseduller sammen til smukt formulerede sætninger, billeder, dufte, lyde. Når man kan få folk til at høre vandets brusen uden den egentlige lyd. Når de kan se den grønne eng, med smådyrene og fuglene, der tripper rundt i græsset. Og når man kan lade dem dufte den søde duft af blomsterne, der strækker sig imod himlen og lokker bierne til sig. Da er den rigtige forfatter fundet.
Og det er det, der er så interessant ved bogstaver. Hvad er det der gør, at disse billeder, dufte og lyde bliver dannet i vores sind? Hvad er grunden til, at det står så levende for os?
Er det sjælen og livet i historien, der hjælper os med at se det, der kun er beskrevet i ord? Eller er det bare hjernen, der spiller os et pus, giver os lov til at lade som om vi er i en anden verden, bare for en kort stund?
Det er da rart, at vi kan få os selv til at tro at vi ser noget, der ikke er muligt ellers at se. Jeg ville i hvert gerne kunne gøre det noget oftere. Tage til mit absolut yndlingssted, et sted kun jeg kender til, inde i mit eget hoved. Og det er jo det jeg gør, når jeg skriver. Jeg ligesom flyder ned i tastaturet, hvert tryk på tasterne er et skridt på vejen til min hemmelige verden. Hvert enkelt bogstav bygger det hele op, så jeg til sidst kan se det hele så tydeligt. Og det mærkelige er, at en anden, der læser nøjagtig de samme bogstaver, måske tænker nogen helt andre tanker, bygger noget helt andet op inde i hovedet, selvom det er min verden jeg har beskrevet. Sært.
Tænk hvor utrolig skriftens kraft egentlig er! Det ser ud af så lidt når det står på et enkelt ark papir, men i virkeligheden er der en hel verden dernede. Og det er kun dig, der kan skabe den. Du kan skabe helte, prinsesser og skurke, slotte, monstre og gadebørn, dyr, planter, blomster, planeter og væsner vi slet ikke kender til. Du kan slå alt og alle ihjel, uden der er ét eneste væsen, der lider skade i denne verden. Du kan torturere, afpresse og skade uskyldige mennesker, uden det gør nogen ondt.
Al den magt diktatorer og magtsyge mennesker slår ihjel for at få, kan du sidde med hjemme ved dit skrivebord. Du er GUD!
Problemet bliver bare når der findes flere guder. Så opstår konflikterne, og alle forsøger at komme hinanden i forkøbet, for at sælge deres eget skaberværk til resten af befolkningen. Vi søger ikke længere bare at oplyse, vi vil også sælge og tjene penge på vores idé, så resten af verden kan beundre det vi har skabt. Værsågod, et styks univers, det bliver lige 200 kr.
Men så mister man også meget nemt sin magt blandt de almindelige. Når der er så mange med deres egne ideer og egne verdener, virker det ikke så spændende mere. Det er bare endnu en verden i en række af mange.
Og det er det, der er så urimeligt. For det er da fantastisk! Det er fantastisk, at man kan få tårerne til at trille, eller kalde smilet frem, uden ét ord er blevet ytret. ”Ordet” er ikke længere sagt, det er skrevet, men det har nøjagtig samme effekt som ved verdens skabelse. Det er bare en anden verden, der bliver skabt.
Men alt dette er jo bare en gren af det at skrive. Det kan også sagtens være en nydelig håndskrift, eller et smukt formuleret brev. For det kræver skam også en del at skrive breve.
Ingen vil læse et postkort, der kun fortæller tre ord om hvordan motorvejen så ud, uden at sige noget som helst om, hvad der ellers var på turen til Frankrig. Men man vil på den anden side heller ikke sidde og høre side op og side ned om hvordan køerne har det og ænderne og gæssene og hestene og fårerne og grisene og Jens Hansen og hans bondegård.
Men nu er der jo heller ingen, der skriver i hånden længere. I hvert fald næsten ingen. Det forgår alt sammen på sms, og der går alting så stærkt, at man knapt kan følge med. Det hele skal jappes af, så budskabet lige præcis når at komme igennem, selvom det måske er blevet misforstået. Ellers tak.
Nej, så vil jeg hellere have sådan noget som e-mail. Det er nok det tætteste på et almindeligt brev man kan komme, hvis man ikke vil have krampe i skrivefingeren. Der har man tid til at formulere sig, at læse sine sætninger igennem og komme med relevante spørgsmål før man trykker på ”send”-knappen. Det er sager. Noget rigtigt guf, til os, der nyder de gammeldags breve, uden at skulle skrive i hånden.
Men så er der også den underligste af alle kommunikationsmidler i dag: Chat. Bare navnet taler for sig selv. A small chit-chat, en lille hyggesnak. En illusion af, at man sidder overfor hinanden og taler, mens man måske i virkeligheden er flere tusind kilometer fra hinanden. En underlig fornemmelse, at sidde og snakke med en så langt væk.
Omvendt kan man også sidde lige ved siden af hinanden, og skrive sine beskeder, og så har vi en god gammeldags samtale! Eller hvad? For så er det jo stadig bedre at sige det direkte til folk, i stedet for at lade tusindvis af engle passere igennem stuen, uden der er en lyd at høre.
Men hvad er det i virkeligheden, der tiltrækker os ved at skrive? For vi gør det jo stadig. Vi kan ikke rigtig undvære det i vores hverdag, alt kan – for nogle mennesker – virke meget nemmere, hvis det er skrevet ned. Det kan hjælpe med at forklare, at huske, at få ideer, eller bare at overbringe beskeder og nyheder. Det kan få de følelser ud man har gået og brændt inde med i flere uger. Det kan bevæge folk på så højt at plan, så man vil huske det i flere år efter det er blevet læst. Eller bare ganske enkelt give andre mennesker et lille fristed, i den verden af kaos vi lever i. Det er da alligevel fantastisk!

Info: Dette er det absolut første essay jeg nogensinde har skrevet! Selvfølgelig betyder det så også, at jeg på skrivende tidspunkt ikke rigtig har prøvet essay-genren, og at der er en del mangler, og jeg skal ærligt indrømme, at der er visse sætninger, jeg ikke selv forstår, men jeg har ladet dem stå i den håbefulde tro, at jeg nok har haft en eller anden pointe med dem engang. 😉

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s

%d bloggers like this: