Glæden ved lys

Kopi af 31. Blomster i vandpyntVi kender alle sammen problematikken. Selv i de helt små klasser i folkeskolen har man hørt den, pakket ind i et mørkt, beskidt biologilokale, de hullede gardinerne trukket kraftigt for og den ældre lærer i ulden sweater og kraftige briller stående foran klassen i den larmende overheads dramatiske skær, prædikende det ufejlbarlige budskab: Alle har brug for lys. Intet lys, intet liv.
Det er jo i grunden en smuk tanke. Os, vi små, blege mennesker, er afhængige af den enorme, lysende kugle, der befinder sig flere hundrede tusinde kilometer væk fra, en afstand angivet i en enhed, der så smukt er blevet betegnet som lysår.
Der er naturligvis en fuldstændig videnskabelig forklaring på denne afhængighed. Lyset giver liv til planterne, som enten vi, eller de dyr vi spiser, fortærer, og varmer den ellers ultrakolde jord.
Men lys er så meget mere end det. Lys er… ja lys er selve grundlaget for vores eksistens, ikke kun videnskabeligt, men også psykisk, åndeligt. En varm, solbeskinnet sommerdag kan have svært ved at konkurrere med en regnfuld dag i oktober. Folk stimler sammen om stearinlysene så snart mørket trænger sig på, tænder pejsen når vinteren nærmer sig, ikke nødvendigvis fordi der rent temperaturmæssigt er behov for det – hvem har ikke en radiator? – men fordi det er hyggeligt. En nødvendig handling for at komme godt igennem de alt for korte dage i vinter. Man hører i stigende grad om folk med vinterdepressioner, men har man nogensinde hørt om folk med forårsdepressioner?
Lyset har altid haft en stor betydning, næsten guddommelig. Jesus, hans egen kristelige højhed selv, har engang udtalt sig: ”Jeg er verdens lys. Den, der følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.”
Livets lys. Endnu engang en smuk tanke… Men er det ikke også hele pointen med lys? Det smukke, det naturlige mirakel, man aldrig ville være foruden. Var lyset her ikke ville verden være farveløs, for alle farver kan findes i dens stråler. Var lyset her ikke ville man aldrig kunne tale om de betagende sol op- og nedgange som mange forfattere digter så lystigt om. Var lyset her ikke, ville vi alle dø i et stort mørke.
Men hvad er mørke da? Det kan da umuligt eksistere, hvis vi behøver mørke for at kunne skelne lyset? Nat og dag hænger unægteligt sammen, så kan mørket virkelig være til stede, hvis lyset udebliver?
Og er det i virkeligheden ikke netop disse modsætninger, der bestemmer vores liv? Lys og mørke, godt og ondt? Har forfattere og andet godtfolk ikke skrevet i tusindvis af digte om netop disse modsætninger?
Men på den anden side har man meget ofte måttet indse, at intet kan deles op i godt og ondt. At alle rummer begge dele, intet er rent sort/hvidt, ingen gør noget blot for at være onde eller gode.
Er lys og mørke da i virkeligheden en modsætning? Måske er lyset blot en lysere udgave af mørke? Og mørket blot en lysere udgave af lys?
Måske er der noget om snakken. Det vil bare blive næsten umuligt at bevise. Ideen om denne praktisk talt universale modsætning har eksisteret så længe, at det er blevet til en sandhed. ”Intet lys uden skygger”, men hvem har nogensinde fastslået, at skygger kun er mørke? Kan disse ikke variere i farver alt efter hvor og på hvad de bliver kastet? Og er farverne ikke en del af lys?
Faktum er i hvert fald, at selvom vi betragter os som afhængige af lyset, er vi lige så afhængige af mørket.
For mennesker drages unægtelig til begge dele. Der er sjældent gået en vinteraften eller festlighed med lys på bordet, hvor små børn – af en eller anden grund ofte drenge – har siddet og rørt hastigt ved flammen, pillet ved stearinen og med lys og vildskab i øjnene betragtet soden på deres små fingre.
Og alt for ofte bliver vi tiltrukket af det symbolske mørke, de mørke sider af samfundet, af menneskets natur. Medierne er fyldt med dårlige nyheder, vi elsker at tale om de sociale udskud, at brokke sig er en fast del af enhver konversation og er der ikke det ene galt kan man altid tage fat på det andet.
Men måske er det netop dette afhængighedsforhold der drager os sådan til disse. Vi ved, at vi ville dø uden solens lys, så hvorfor skulle vi tage afstand fra dette psykisk? Hvorfor ikke vise vores taknemmelighed, i stedet for at tage det for givet?
Men samtidig står det klart for enhver, at for meget lys er lige så galt. Vi behøver nætterne til at koble fra og lade tankerne vandre, vi behøver skyggen til at køle af i på en hed sommerdag. Så hvorfor ikke også sætte pris på denne, om end på en mere indirekte måde?
Det er værd at huske, næste gang man forbander mørket eller beklager sig over heden. For når vi engang bliver helt fri for dem, hvem ved så hvor vi havner?

Info: Dette essay er skrevet for nylig i en forbindelse med en skoleopgave kaldet “Glæden ved…” (åbenbart en god arbejdstitel til at gå i gang med essays, siden den har optrådt to gange nu 😉 ). Responsen fra min lærer var, at det var superflot, men godt måtte være en smule mere subjektivt. Sig endelig til, hvis I har indvendinger, er enige, eller bare vil komme med et input uanset størrelse. 🙂

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: