Havets hemmeligheder

Kopi af 31. Blomster i vandpyntVandet skvulpede blidt om Martins fødder. Det var varmt, så det var dejligt at få kølet fødderne af. Han gik langs vandkanten og tænkte på dagens hændelser. Hvorfor? Hvorfor skulle det hele absolut gå så hurtigt?
Han satte sig på hug og lavede tegninger i sandet med fingeren.
Der var ingen, der havde sagt at faderen skulle flytte. Der var ingen, der havde opfordret ham til det. Så hvorfor? Hvorfor gjorde han det så?
En tårer trillede ned ad Martins kind og landede i sandet.
Det var ikke fair! Hun kunne ikke bare rejse og så aldrig komme tilbage igen.
Endnu en tåre faldt. Han tørrede hastigt sine øjne, så man ikke kunne se at han havde grædt. Han skulle være stærk. Nu var han den eneste i mand i huset. Det nyttede ikke noget at han græd.
Vredt sparkede han til sandet snøftede en gang.
Han kan ikke være det bekendt! Han kan ikke bare efterlade mor med mig og Sannie! Det kan han ikke bare gøre! tænkte han og snøftede endnu en gang.
En tåre sluttede sig til de første, og efterhånden kom der en hel strøm. Martin lod et højt skrig gennembryde himlen. Han sprang op på en klippe og hamrede næverne i jorden, imens han fortvivlet græd. Det er for meget!
Pludselig fik han overbalance og faldt ud over klippen. Det føltes som en evighed, før han ramte vandet.
På et øjeblik var det som om tiden gik i stå. Han baskede med armene så hårdt han kunne, men tøjets vægt pressede ham nedad. Så kunne han mærke et par hænder der tog fat om ham, og et venligt ansigt det så på ham.. Det allersidste han mærkede var at personen tog ham opad, op imod landjorden. Så besvimede han.

Da Martin vågnede igen, hørte han en stille nynnen. En behagelig melodi, der sneg sig rundt om ham, og gjorde ham tryg. Han følte sig pludselig meget bedre tilpas, og havde det næsten som om han svævede.
Han åbnede langsomt øjnene. Han var inde i en form for grotte med en lille sø et stykke væk fra ham. Det gik op for ham at ”søen” var noget af havet, og at det var den vej, han var kommet ind.
Foran ham sad en ung pige og nynnede. Hendes lange, kobber farvede hår lå perfekt ned ad skuldrene, og hun sad bøjet over en gryde, som dampen stod op af. Martin satte sig op og mærkede en dundrende hovedpine. Pigen vendte hovedet og så på ham.
”Åh hej du lille!” sagde hun glad. Hun kom hen til ham med et glas med en varm væske i.
”Drik det her! Det vil gøre dig godt!” Han satte glasset for munden, imens han stadig stirrede på pigen. En sød smag fyldte hans mund, og han tømte hele glasset. Martin gav hende det tomme glas igen. I det samme kom en anden pige op ad vandet. Hun lignede den anden, bortset fra at hendes hår var brunt.
”Hvordan har han det?” spurgte hun, imens hun tørrede sit hår. Den anden pige smilte og sagde:
”Du kan jo spørge ham selv!” Den brunhårede pige så på Martin. Hendes øjne var helt grå, og var lige så dybe som vandet selv.
”Men… du har jo en hale!” skreg Martin forfærdet. Pigen grinede og sagde:
”Ja, det har alle havfruer da! Den eneste grund til at hun ikke har det, er at hun har drukket af en eliksir!” Hun så over på den anden pige.
”Har du slet ikke fortalt ham noget, Chakana?”
”Nej, han er først lige vågnet,” sagde den rødhårede pige, der åbenbart hed Chakana, ”men kan du ikke lige præsentere dig selv?”
Den brunhårede pige holdt den ene hånd på maven, den anden omme bag ryggen og bukkede hovedet som en hilsen.
”Jeg er Kweena, havfrue og beskytter af dyrene i vandet. Må jeg spørge om dit navn?” Martin prøvede at efterligne den underlige hilsen og sagde:
”Jeg er Martin, menneskedreng fra landet Danmark. Det er en ære at møde Dem, frøken Kweena!” I det samme brød de to piger sammen af grin. Martin så forvirret på dem begge.
”Om forladelse, Marion!” sagde Chakana stadig leende
”Martin!” rettede han hende surt.
”Ja, Martin, men min søster driller dig bare! Vi er hverken beskyttere af dyrene eller særlig formelle, så derfor morede det os at se dig opføre dig sådan!” Martin blev helt rød i kinderne og lagde vredt armene over kors. Han syntes, han kunne høre Kweena sige noget i retning af: ”Kors, hvor er han dum!”, men var ikke helt sikker.
”Nej, men hendes navn er nu rigtigt nok, og jeg må indrømme at det var meget høfligt at efterligne vores gestus! Det er der ikke mange mennesker der gør!” Denne kommentar lettede hans humør lidt, men han var stadig vred.
”Men hvorfor har I egentlig taget mig hertil? Jeg kunne sagtens have fundet op på egen hånd!” Chakanas smil forsvandt øjeblikkeligt. Igen hørte han Kweena, denne gang et overrasket host og et halvkvalt grin, og han begyndte at synes mindre og mindre om hende.
”Martin, du var ved at drukne! Havde det ikke været for Kweena var du død nu!” Han rejste sig, men stødte øjeblikkeligt hovedet i loftet, så han var tvunget til at sætte sig ned igen. Kweena sad og prøvede at undertrykke en fnisen, men det lykkedes ikke helt.
”Vi har også bragt dig hertil for at oplære dig til at blive en havmand!” Martin fik et chok.
”E-en havmand?!”
”Du er født nede i vandet og blev bragt til dine menneskelige plejeforældre da du var helt lille fordi dine forældre blev dræbt, og der var krig i landet!”
”Faktisk blev du efterladt fordi du ikke havde nogen ha… mrgf!” Chakana smækkede med det samme en hånd for munden af Kweena.
”Vi begynder optræningen i morgen!” sagde hun optimistisk. Chakana og Kweena forlod ham og lod ham sove alene.
”Good morning, sunshine!” blev der skreget ind i hovedet på Martin. Ha så op og blev mødt af Kweenas smilende ansigt og blev så forskrækket, at han skreg og knaldede hovedet i gulvet. Hun lo højt og ravneagtigt, mens Martin tog sig til hovedet.
”Kom nu, vi skal skynde os!” Kweena tog fat i Martin, og hev ham hurtigt afsted. Hun tog ham med ud til en klippe, efter de havde svømmet igennem vandet. Da Martin kom op, gispede han som en gal.
Chakana var klar til at tage imod dem. Resten af dagen forsøgte de at lære ham at lave en hale, være under vand længe og at svømme hurtigere.
”Kom nu Martin! Så svært er det da heller ikke!” råbte Kweena utålmodigt, da Martin, gispende og rallende, kom ind på bredden efter at have forsøgt at baske med sine ben som hale.
”Det kan du sagtens sige,” stønnede han, imens han hev efter vejret, ”du er jo født og vokset op sådan!” Kweena smilte og sagde:
”Og hvor er jeg bare glad for det!”
Da de kom hjem igen havde Martin det så dårligt, at han måtte ligge ned.
”Det går ikke! Han er elendig!” sukkede Kweena og satte sig på kanten af bredden. Martin skulede til hende, men hun valgte at ignorere ham.
”Martin, hvis du bare lagde lidt mere i det…” sagde Chakana nølende. Martin blev rasende.
”Hele dagen har I kostet rundt med mig, råbt ad mig og forsøgt at drukne mig, og nu beder du mig lægge mere i det?! Men nu skal jeg sige dig noget, jeg gider ikke mere, jeg tager tilbage igen til min familie, skilsmisse eller ej, jeg skrider!”
Han satte sig op og sprang i vandet. Rasende kæmpede han sig op til overfladen og var allerede på vej hjem, da han hørte et højt skrig.
Han vendte sig hurtigt om og så at Kweena og Chakana var ved at blive ført væk.
Martin tøvede ved kanten. Han havde endnu ikke lært at svømme, og han kunne sandsynligvis ikke blive under vandet så længe. Hvad nu hvis han druknede?
Endnu et skrig gennemborede luften. Han måtte gøre noget, men hvad? Og så endnu et skrig, svagere end de to andre.
Martin sprang i uden virkelig at tænke over det. I ren panik baskede han omkring sig, imens han (med lukkede øjne) svømmede i den retning, han gik ud fra at de var taget afsted. Til sidst, da han var lige ved at drukne, bed han tænderne sammen og tænkte: Jeg skal nok nå det! Jeg er en havmand!
I det samme blev hans ben samlet til en skinnende grøn hale, og han mærkede at han svømmede meget hurtigere. Han forsøgte at åbne munden og ånde ind, og på mirakuløs vis skete der ingenting! Han var virkelig blevet til en havmand!
Martin satte farten op og fik efterhånden indhentet Kweena og Chakanas bortførere. De svømmede ind i en skjult hule, og Martin fulgte forsigtigt efter.
”Hvor er drengen!” hviskede en af mændene. Han så gammel ud i ansigtet, med rynker over det hele, og grøn over hele kroppen. Meget af hans hud hang løst og lignede blafrende tang. Hans øjne var så hvide som store perler, og dette gav ham et spøgelsesagtigt udseende.
”Hvad vil I?” spurgte Chakana vredt. Både hende og Kweena var spændt fast på væggen. ”Spøgelset” lo lavt.
”Vi vil ssåmænd ikke andetss end at lave en ny krig sså vi, SSkyggehviskerne, endelig får voress pladss i ssamfundet! I vandtss krigen, men vi vil have hævn! Og når vi har vundet, lægger vi alle jer sstinkende havfolk i lænker sså I kan tssjene oss! Men vi bliver nødt tssil at sskaffe drengen af vejen! Sså jeg gentager: Hvor er drengen!”
”Jeg fortæller intet til en skyggehvisker!” sagde Kweena gennem sammenbidte tænder.
”Nuvel,” fortsatte han, ”lad oss sse hvad du sssiger når din ssssøster er død!” Han knipsede med fingrene. Martin kunne se en bevægelse ovre ved Chakana og hørte et højt skrig. Pludselig gik det op for ham hvad der var ved at ske. De ville torturere hende til døde!
Han skød hen imod dem og fik hamret manden væk fra Chakana. Den anden vendte sig forskrækket rundt og blev også pandet ned. Hurtigt slap han først Kweena fri og derefter Chakana. Kweena faldt om halsen på ham og sagde lykkeligt:
”Du gjorde det Martin! Du fik din hale og overvandt din vandskræk!” Martin smilede og tog Chakana over skulderen.
”Men vi må skynde os at advare lederen! Kom!”
Kweena førte dem til landsbyen, og Martin havde aldrig set noget lignende! Bygningerne var lavet af koraller og planter, og havfolk svømmede rundt imellem hinanden! Men det smukkeste var Dronningetårnet i midten af det hele. Det skinnede som fiskeskæl, men var lavet af millioner af muslinger. Kweena lod ham ikke betragte tårnet længe, for hun fortsatte ind ad porten.
”Stop, I har ingen tilladelse til at komme ind!” skreg portvagten, men blev brutalt skubbet til side af Kweena. Martin så undskyldende på ham, men fortsatte i Kweenas kølvand.
Hun for ind til den store trone kastede sig oprevet frem.
”Skyggehviskerne kommer, Deres Majestæt!” stønnede hun udmattet. Dronningen så undrende på hende, og Martin forklarede hende hvad der var sket.
”Derfor foreslår jeg at vi lægger os i et baghold og overrasker dem før de når ind og laver en ny krig!” Dronningen nikkede og sagde:
”Gør krigerne klar! Vi skal have udrustet dem før daggry!” Således begyndte folk at gøre sig klar, imens dronningen og Martin planlagde hvordan det skulle gå for sig. Kweena, der var ret kendt i det område de skulle være ved, var med og fortalte hvor fordelene ville være osv.
Da solen kastede sine første stråler på havoverfladen lå de alle godt til rette på det udvalgte sted. Nu kunne de ikke gøre andet end at vente. Imens tænkte Martin på hvad han skulle gøre hvis han nogensinde kom hjem igen. Men så kom han i tanke om at det jo egentlig ikke var hans hjem, men at han hørte til i havet.
Pludselig dukkede en sort masse op over bakken. Martin kunne på lang afstand se at det var Skyggehviskerne. De havde ingen idé om hvad der ventede dem. Alle musklerne i Martins krop var spændte. Han ventede på at kaptajnen skulle give tegn til at de kunne angribe.
Da Skyggehviskerne næsten var tæt nok på stoppede de pludseligt op og så på den tomme by. De tøvede med at fortsætte, og mange af dem begyndte at se sig rundt omkring. Endelig gik de det sidste stykke der skulle til, og havfolkene sprang op fra deres skjul.
Det blev en blodig kamp, og Martin havde så travlt med selv at kæmpe, at han slet ikke lagde mærke til den Skyggehvisker han havde mødt før, der listede sig hen imod Dronningetårnet med en bombe i hånden. Kweena vendte sig om og fik øje på ham.
Hun for hen imod ham og kastede sig over ham, men dette fik bomben til at gå i gang. Da Martin så dette gik det op for ham at Kweena ikke ville kunne nå at komme væk! Han sprang hen til hende, skubbede hende hårdt væk og landede ovenpå Skyggehviskeren og bomben.
Martin mærkede en frygtelig smerte i sit bryst, han krummede sig sammen på jorden og lagde sig ned og ventede på at dø. Kort efter sortnede det for hans øjne.

Da Martin vågnede igen, lå han inde i et smukt dekoreret kammer. Han mærkede de bløde puder under og omkring sig, og det gik op for ham, at han lå inde i et af kamrene i Dronningetårnet.
Han satte sig op, og så at Kweena lå sovende med overkroppen på hans seng. Han regnede hurtigt ud at hun havde siddet og våget over ham. En seng længere henne lå Chakana. Begge piger så overordentligt fredelige ud som de lå der. Han havde helt glemt hvor kæphøj Kweena var, og hvor meget han havde hadet hende førhen. Pludselig bevægede hun sig og strakte sig. Da hun fik øje på Martin smilede hun og gav ham et varmt knus.
”Nøj, hvor gjorde du mig forskrækket!” sagde hun glædeligt, men måtte give slip på grund af Martins ømme bryst.
”Hvad skete der egentlig?” spurgte han, imens han lagde sig ned.
”Det viser sig at menneskehud er langt stærkere end havfrue-hud! Og derfor kunne du holde til bomben!” Martin priste sig lykkelig for at han havde spor fra ”den anden side” også. Pludselig kom han i tanke om noget.
”Kweena, da Chakana sagde at jeg blev sendt til menneskene fordi der var krig, prøvede du at sige noget! Hvad var det? Var det ikke sandt det Chakana sagde?” Kweenas smil forsvandt pludseligt. Hun så sig om og svarede så:
”Altså, det var ikke det hele der var sandt… Jo, der var en krig, men det var ikke derfor du blev opfostret af mennesker. Dine forældre var nemlig ikke helt havfolk. Ser du… din far, som var havmand, var ret glad for kvinder på det tidspunkt hvor han fik dig, og da han mødte den unge, smukke menneskekvinde kunne han ikke lade være med at forelske sig i hende! Og på en eller anden måde lykkedes det dem så at få dig! Da de så opdagede at du ikke havde nogen hale og mere opførte dig som et menneske end som havmand, sendte man dig op til din mor og der blev aldrig mere talt om det! Eller… det troede man i hvert fald! Men jeg har mine kilder!” Hun kunne ikke lade være med at smile lumsk, men Martin stirrede ud i luften. Hans mor var virkelig hans biologiske mor! Og det ville sige… at alt det hans papfar havde sagt om at hun havde en anden, og at Martin ikke var hans søn var… sandt! Pludselig var det som om at alt i hans liv gav mening! Hvorfor faren var rejst. Hvorfor han ikke lignede sine søskende. Alt!
Kweena havde fortsat med at tale, men han havde ikke hørt spor efter.
”Kweena, så snart jeg er kommet mig rejser jeg hjem!” sagde han beslutsomt.
”… Og på den måde kom det så frem til at… HVAD GØR DU!?” skreg hun og stirrede vantro på ham. Han nikkede og gentog hvad han havde sagt.
”Jamen det kan du da ikke! Du er hjemme!”
”Jeg føler mig ikke hjemme her! Så, så snart jeg er rask må du vise mig hjem igen!” Kweena rystede på hovedet og sagde:
”Du er bims! Endelig har du fundet ud af at være en havmand, og så vil du være menneske igen! Bims siger jeg dig!” Hun fortsatte med at sige dette, imens hun gik ud ad døren. Martin nød stilheden og lagde sig til at sove.

Et par dage efter var han rask og parat til at tage af sted. Kweena havde indvilliget i at følge ham til havoverfladen selvom, hun stadig mente at han var gal.
Chakana gav ham et knus og sagde farvel, imens hun stadig prøvede på at få ham til at blive.
”Du er sikker på at dette her, ikke?” Han nikkede og sagde:
”Jeg skal nok besøge jer så tit jeg kan!” Derefter trådte dronningen frem:
”Jeg sætter stor pris det du har gjort for vores land, Menneskedreng. Menneskene vil fremover blive tænkt på med ære, og mindet om din heltedåd vil aldrig blive glemt!”
”Det sætter jeg stor pris på, Deres Majestæt!” sagde han højtideligt og lavede den hilsen han efterhånden kunne ret godt!
Derefter tog de afsted. De svømmede i lang tid, til de kom til den klippe han var faldet ned fra for et par uger siden.
”Og husk så! Du skal bare drikke en slurk af flasken! Så får du ben igen!” sagde Kweena og sagde igen farvel før hun forsvandt ned i dybet. Han gjorde hvad hun havde sagt, og straks efter stod han med to ben igen. Hurtigt løb han op til sit hus, spænede ind ad døren og omfavnede sin mor. Hun klemte ham hårdt ind til sig, og han kunne mærke hendes tårer trille ned og lande på hans hovedbund.
”Det må du aldrig gøre igen!” sagde hun bare og så ham i øjnene.
”Det lover jeg, mor! Det lover jeg!”

Info: Her kommer en efterhånden meget gammel historie, og derfor er I lige nødt til at bære over med det lettere primitive sprog og (til tider) manglende realisme. Det er (som I måske har gættet) en fantasyroman, som jeg skrev til en skoleopgave om fantasy (sjovt nok). Egentlig ligger den her mest for skæg, men I må jo læse den eller lade være. 🙂

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s

%d bloggers like this: