Historien om en ælling

Kopi af 31. Blomster i vandpyntJordan gik med langsomme skridt hen ad stien. Det var en smuk septembermorgen, og træernes kroner lyste i kraftige røde, gule og orange farver, men alligevel var hendes blik fæstnet til grusvejen under hendes fødder. Det lyse hår faldt ned over hendes ansigt, og skjulte de ellers så levende grønne øjne.
Parken var næsten helt tom, kun befolket af de få pensionister og hundeejere, der nærmest var tvunget til at benytte den offentlige park midt i byen, fremfor den eftertragtede strand ude ved kysten.
Jordan passerede et hjørne og nåede til søbreden. Hun smed sig ned på den nærmeste bænk, og lod tankerne flyve. Forsigtigt trak hun dynevesten tættere ind til sig for at holde varmen, og betragtede det rolige vand foran sig. Hun skuttede sig i kulden, og bandede indvendigt over, at hun havde tabt sin hue.
Men det hele var bare gået så stærkt. Da hun så Deans drenge, der kom løbende ud fra skolen, slog det bare klik for hende. Hun turde ikke røre sig ud af flækken, i stedet stod hun bare helt stille, ventende på sin ”straf”. Det var de længste sekunder hun nogensinde havde oplevet. Men det var ikke nær så slemt som alle de lede, ubehagelige ord, de havde ladet hagle ned over hende. Hun kunne stadig høre dem skrige hende i hovedet, alle navnene de havde kaldt hende vendte tilbage som om de ville brænde hende op en gang til.
”Luder! Grimme sæk! Skrid dog hjem til det narkohul hvor du kommer fra!”
Jordan rystede energisk på hovedet, som for at få ordene til at gå væk. Hun ville ikke høre på det længere. Kunne ikke klare at gennemleve det hele igen.
Det var derfor hun var endt hvor hun var. Bare ved at stikke af og løbe. I al forvirringen havde hun tabt sin hue, og drengene havde revet tasken af hende, så det gav et ordentligt ryk i skulderen, men hun var ligeglad. Hun ville bare væk.
Et kraftigt vindpust strøg forbi hende, og legede med de gyldne lokker på en frejdig og behagelig måde, der ville give de fleste mennesker en grund til at se op. Hun ikke så meget som rørte på sig.
Det værste var næsten, at hun ikke kunne slå fra sig. Hun kunne ikke sige noget til dem, ikke fortælle nogen om det, ikke gøre noget som helst. Alle de andre i klassen var alligevel enige. Den eneste, der engang havde sagt noget, var Alice. Hun var kendt på hele skolen, for at være klassens miss sunshine, men det havde ikke hjulpet hende meget i kampen mod Deans terror regime.

”Hvad har hun nogensinde gjort jer?” Drengene så undrende på hende. Deans skarpe stemme bragede ud over det hele.
”Hun er så åndssvag, at hun fortjener at få tæv, din spade!” Alice krympede sig ved udtalelsen.

Siden da var der ingen, der havde gjort noget, for at forhindre drengene i at mobbe Jordan. Alle vidste det. Somme tider var der oven i købet nogle af de andre, der gik med i det.
Pludselig lød der en høj, skarp, smældende lyd, der fik Jordan til at fare sammen. Det gik dog hurtigt op for hende, at det måtte have været en af ænderne, og hun slappede straks mere af. Indtil hun opdagede, at søen var komplet øde. Forvirret så hun sig om efter en eller anden form for liv, men der var ingen. Alle de ænder, der før havde svømmet rundt på søen, havde lagt sig til rette på stien lidt væk fra søen. Men hvad var det så, hun havde hørt?
Hun forsøgte at undersøge det sted, hvor lyden var kommet fra, med øjnene, men kunne ikke umiddelbart se noget. Langsomt nærmede hun sig stedet, og opdagede, at der var en puslen i en af buskene ved søbredden. Med rolige skridt gik hun nærmere, og opdagede, at det var en lille ælling.
Den sad krummet sammen under et par grene, og havde pustet sig op som en gråspurv, for at holde varmen. Da ællingen fik øje på hende, trak den sig lidt længere tilbage i buskadset. Jordan så sig om efter dens forældre, men det så ikke ud til at der var én eneste and i nærheden, udover de i forvejen så fede andrikker, der nassede brødstykker hos et gammelt ægtepar. Hun vidste udmærket godt, at den ælling var for lille til at kunne overleve vinteren helt alene, og eftersom efteråret var begyndt tidligt, ville den heller ikke have tid til at finde mad og hvile. Egentlig havde Jordan mest lyst til bare at efterlade den hvor den var. Hun kunne jo i princippet være ligeglad med hvad der skete med den. Det var en and, for søren da! Hvad ragede det hende om den døde?
Men noget stoppede hende. Noget inden i hende fortalte hende, at hun blev nødt til at tage sig af den lille.
Med stort besvær fik hun fanget ællingen, og proppet den ind i lommen på sin dynevest. Hun sørgede for, at den havde det lunt og ikke kunne falde ud af lommen, før hun begav sig hjemad.
Ællingen rystede på hele hjemturen, og Jordan kunne næsten mærke hvor bange og utryg den var ved hele situationen. Men ikke desto mindre gjorde den intet forsøg på at flygte, og hun fik bragt den sikkert hjem.
Hun åbnede døren og udtalte det sædvanlige: ”Hej mor!”
Mrs. Jefferson opfangede knapt nok, at der blev talt til hende. Hun sad ved sit skrivebord, og talte i telefon med en eller anden fra sit arbejde. Jordan kastede et blik på hende og sukkede. Hver dag. Tænk, at hun overhovedet gad hilse på den kvinde.
Jordan fik uden besvær bakset sig ind på sit værelse. Hun fandt en gammel skotøjsæske og satte ællingen ned i den.
”Jeg skal nok finde noget bedre til dig. Men lige nu må du tage til takke med dette her,” hviskede hun til ællingen, og så den i de små, sorte øjne. Et lille smil krusedes om hendes læber, før deres ”samtale” blev afbrudt af, at døren til værelset blev åbnet med et fast ryk.
”Åh, godt Jordan, du er hjemme! Hør, jeg bliver lige nødt til at smutte forbi arbejde for at ordne noget papirarbejde, men der står mad i mikroovnen, og der er vist lidt mælk tilbage i køleren. Tror du godt du kan klare dig i et par timer?” Jordan nikkede udtryksløst.
”Det er jeg jo så vant til,” svarede hun svagt. Moderen fortsatte ubemærket.
”Det var godt. Det tager nok ikke så lang tid, bare et par timer, men man ved aldrig. Nå, vi ses!” Og så hurtigt som hun var dukket op, var Lorena forsvundet igen.
Udmattet smed Jordan sig på sengen. Hendes blik gled over væggen, og landede på hendes yndlingsbillede. Det forestillede et lille bondehus, med en hønsegård og en andedam, og bag det hele, var der smukke bølgende marker, fyldt med gule kornakser og grøn havre. Titlen på billedet var: ”Der er så dejligt ude på landet” og hun havde tit selv drømt om at tage derud. Håbet, at hun en dag kunne komme væk fra alting, og bo alene ude på landet, omgivet af skræppeblade, bondegårde og søer, fyldt med ænder, svaner og andre hyggelige dyr.
Jordans tankestrøm blev afbrudt af en svag pippen fra ællingen. Hun løftede hovedet og så hen på skotøjsæsken og tænkte på, hvor længe det måtte være siden, at ællingen havde spist sidst. Hun satte sig op, og tog kassen med ud i køkkenet. Der stod ganske rigtigt en pakke med varmemad i mikroovnen, men da hun åbnede køleskabet, var det et ynkeligt syn. Hun sukkede og fandt noget spiseligt frem, som hun tog med ind i sofaen, sammen med sin nyvarmede mikromad. Ællingen blev sat på en gammel avis, hvor hun fodrede den med små bidder mad. I starten trak den sig lidt væk, men efterhånden blødte den op, og turde gå lidt nærmere, for til sidst at spise af hendes hånd.
”Du er meget forsigtig, er du ikke, lille and?” sagde Jordan for sig selv. Hun samlede endnu et stykke agurk op og gav det til ællingen.
”Det er fornuftigt. I denne her verden skal man være forsigtig, for ikke at blive såret.” Hun sukkede. Ællingen så uforstående på hende med sine store øjne.
”Hvad skal jeg dog gøre med dig?” spurgte hun, og lige da hun havde sagt det, var det som om anden svarede på sin helt egen måde. Den lagde sig i hendes håndflade, lukkede øjnene og lagde sig til at sove. Forsigtig strøg hun den over vingen, og selvom det gibbede lidt i den, flyttede den sig ikke.
”Fint,” hviskede Jordan smilende, ”jeg beholder dig!”

”Jeg er ked af at det, skat, men jeg kan ikke nå at komme hjem i aften. Der er problemer på arbejde, men jeg lover, at jeg nok skal være hjemme tidligere i morgen. Er det okay?” Jordan sukkede.
”Ja mor, det er fint,” svarede hun og lagde røret på. Hun vidste, at Lorena ikke ville kunne holde det løfte, men det var hun jo så vant til. Det var langt værre med de problemer, hun nu skulle til at begive sig ud i.
Jordan så ud over skolegården, og havde den samme velkendte fornemmelse af at være helt alene. Bare tanken om at skulle krydse pladsen, for at kunne komme hjem, gav hende en ubehagelig, hård klump i maven. Men den var ikke nær så ubehalig som den følelse, der altid kom ved synet af Deans faretruende store skikkelse. Hun vidste, at han havde opdaget hende fra det øjeblik han trådte ud i skolegården. Selv gennem al larmen, tumulten og de legende børn, mærkede hun, at det løb hende koldt ned af ryggen ved synet af det triumferende smil.
I løbet af et par minutter havde han tvunget sig vej hen til hende, og stod nu, med fem drenge bag sig og så ned på hende.
”Så kom du alligevel, luder! Tænk at du turde vise dit grimme fjæs her igen.” Jordan så ned i jorden og sagde ingenting.
”Jeg håber fandeme for dig, at du har tingene med denne her gang. Kom så med dem.” Jordan så stadig ned i jorden, ude af stand til at tale.
”Er du døv? Jeg sagde kom med det, idiot!” Dean greb hende i kraven og hev hende op til sit ansigt. Skræmt knugede Jordan ællingen i sin lomme. Nu fortrød hun, at hun havde taget den med, men i morges havde det bare virket så rart at have en lille, blød ven med sig.
”Aflever, dit lille narkosvin!” Dean ruskede hårdt i hende, og Jordan gjorde alt hvad hun kunne at undgå at se ham i øjnene, imens hun trak en pakke cigaretter op af lommen og holdt den frem. En af de andre drenge tog imod den, imens Dean bare fastholdt hendes blik. Han mildnede sit greb, men satte hende ikke ned.
”Det var godt. Vi kan jo ikke have, at lærerne går og tjekker os for smøger, vel?” sagde han og sænkede armen, da der pludselig var en af de andre, der talte.
”Hey, hun har noget i lommen, Dean.” Jordan stivnede. Panisk trykkede hun ællingen længere ind i lommen, for at skjule den lidt, men det gjorde bare det hele værre. Deans arm var øjeblikkeligt hævet igen.
”Host op!” kommanderede han. Jordan adlød ikke, men holdt rystende hånden om den lille ælling.
”Jeg sagde host op!” skreg han ind i hovedet på hende, og ruskede hende så hårdt, at hendes hånd faldt ud af vestelommen. Endelig smed Dean Jordan fra sig, og så hvad hun havde i sin nu åbne hånd. Da han så det lille dyr, fortrak hans ansigt sig i en underlig grimasse.
”Hvad fanden…” Han gik hen til Jordan, og før hun kunne nå at protestere havde han samlet den op, og holdt den i den ene vinge. Pludselig ændredes hans ansigtsudtryk sig til et grumt smil.
”Skal I ikke have lov til at lege med den, drenge?” Han vendte sig imod sine kumpaner, og nu gik det op for Jordan, hvad han havde gang i.
”Nej, det gør I ikke!” skreg hun forfærdet. Dean lo hånligt af hende.
”Hvad vil du gøre ved det, sæk?” Han kastede anden over til en af drengene, men i det samme sparkede hun ham hårdt i skridtet, og kastede sig efter ællingen. Uheldigvis var det for sent. Ællingen landede hårdt på jorden, og Jordan kunne ikke nå at gribe den. Forvirret og såret tumlede ællingen rundt haltende på det ene ben. Forsigtigt tog Jordan den op i sin hånd og strøg den over fjerene. Den lille and pippede af smerte og prøvede at støtte på det brækkede ben. Jordan så på det lille væsen med sorg i blikket. Men samtidig mærkede hun vreden stige indeni sig.
”Dit lille røvhul!” råbte Dean hæst. Jordan hørte kun svagt, hvad han sagde, det eneste hun mærkede, var det enorme raseri, der byggede sig op i hende og kæmpede for at komme ud. Nu var det nok.
”Hør her, dit udviklingshæmmede svin, hvis du har tænkt dig at sige noget til, at jeg slog dig, så gør det, men så skal du være helt forberedt på, at jeg sparker dig igen, og jeg kan love dig for at det ikke bliver mildere! Og hvis du på nogen måde skulle prøve at stoppe mig i at gå nu, skal jeg sparke dig så hårdt, at du ikke kan gå resten af året, er du med?!” Jordans øjne lynede stadig da Dean i et  desperat forsøg på at beholde sin respekt udbrød:
”Sådan skal du ikke tale til mig, so!” Med et velafrettet spark ramte hun ham igen, og gav ham en knytnæve over næsen. Han sank sammen og blod piblede ned over hans ansigt. Derefter stillede hun sig over ham, og råbte:
”Er det forstået?!” Dean var tavs, og ingen af de andre drenge gjorde mine til at sige noget. Efter at have sendt et hårdt blik til alle drengene, styrtede hun af sted imod dyrehospitalet, der lå i nærheden af skolen. På vejen tænkte hun over hvad hun egentlig havde gjort. Det var ikke før nu, at det gik op for hende, hvad hun havde lavet.
Hvad fanden tænkte jeg på?! Det er jo det rene selvmord! tænkte hun, imens hun løb stakåndet af sted. Hun rystede hovedet og fokuserede på, hvad hun nu skulle gøre med ællingen. Dean var ikke vigtig lige nu.
Hun kom løbende til klinikkens dobbeltdøre og for op til skranken.
”Jeg skal bruge hjælp, min ælling er såret,” sagde hun forpustet til den forvirrede receptionist, men da Jordan åbnede hænderne og afslørede den lille and, fik hun tilkaldt en læge.
”Vent her udenfor, så skal vi se hvad vi kan gøre,” forklarede lægen, før han forsvandt ind i et rum. Jordan satte sig udenfor og stirrede nervøst ind i væggen overfor.
Den klarer sig, tænkte hun, den skal nok klare sig. Minutterne sneglede sig af sted, og tiden gik så langsomt for Jordan, at hun begyndte at vandre rastløst rundt i lokalet, mens hun undrede sig over om det var et godt eller dårligt tegn. Endelig gik døren op, og overlægen trådte ud med et sørgmodigt udtryk i ansigtet.
”Jeg er ked af det. Der var ikke noget at gøre. Den var for lille, og slaget har taget for hårdt på den.” Han holdt hænderne frem, og afslørede den lille, døde ælling. Den var helt kold, og der var ikke så meget som et enkelt hjerteslag tilbage i dens krop. Jordan så på sin lille ven, og følte en kold fornemmelse i maven. Med tårerne trillende ned af kinderne aede hun den over fjerene med et lille smil på læben.
”Det er okay,” hviskede hun, ”han har gjort, hvad han skulle.”

Info: Denne tekst er temmelig gammel og har derfor en del fejl og mangler. Jeg kan dårligt nok huske, hvad opgaven gik ud på, men jeg tror nok, at vi skulle skrive en tekst ud fra H. C. Andersens “Den grimme ælling” eller at den skulle indgå på en eller anden måde. Dette er baseret på det faktum, at der dukker et billede op i min egen tekst, der (udfra beskrivelsen) lyder ret meget som indledningen til H.C. Andersens. Men her er teksten i hvert fald, ikke en af mine yndlings, men den er meget sød alligevel, så jeg syntes I skulle have den også.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s

%d bloggers like this: