Kirkeklokkerne

Kopi af 31. Blomster i vandpyntSara lå i hospitalssengen, med dynen halvt over sig. Hun så ud ad vinduet på fuglene, der fløj rundt i store flokke. Hendes gyldne hår klistrede til hendes pande, men hun lagde ikke rigtig mærke til det. Foran hende kørte TV’et med et eller andet nyhedsprogram. Det var det samme som altid. En lang indledning om et problem et eller andet sted, som ingen rigtig kunne gøre noget ved. Det var en eller anden udsendelse om muslimer og deres religion. På skærmen kørte billeder af folk, der gik rundt om Mekka og blev trampet ihjel, år efter år, muslimer, der trampede rundt i gaderne og piskede sig selv. Det sidste klip var en flok muslimer, der stod og brændte danske flag af. Al den smerte, al den had, og kun fordi der var nogen der mente noget andet end andre.
Typisk! tænkte Sara, og slukkede for TV’et.
Det var i grunden ret dumt, at folk gik sådan amok over, at der var nogen, der troede på noget andet end dem selv. Hvorfor generede det nogle mennesker så meget, at alle er forskellige? Sara kendte en masse ateister, der fortvivlet forsøgte at forklare kristne, at Gud ikke eksisterer. Men hvorfor? Hvad var det de egentlig ville opnå? At de var bedre end andre, fordi de vidste det?
Udenfor rummet kunne hun høre, at overlægen og hendes mor og snakkede sammen.
”Vi vælger at fortsætte undersøgelsen af Sara, men vi har stadig svært ved at finde ud af nøjagtig hvad hun fejler. Det eneste, der er sikkert er, at der noget galt med hendes hjerte, men vi er ikke helt sikre på hvad det er endnu. Vi prøver at holde modet oppe, men det ser en smule sort ud.” Hun så, at hendes mor sænkede hovedet og nikkede, med lukkede øjne. Nu græd hun igen. Selvfølgelig gjorde hun det. Hun håbede sådan på, at Sara blev rask, men hun vidste, at chancen for det var meget lille.
Sara var selv holdt op med at græde, for længe siden. Der var ingen grund til det. Hun vidste jo alligevel hvad der skulle ske.
Hivende trak hun vejret ind, så der lød en lille pivelyd. Hun havde vænnet sig til det. Den hivende vejrtrækning. Smerten hver gang hun bevægede sig. De mange undersøgelser og behandlinger. Al medicinen. Til sidst havde hun bare accepteret det, og ladet lægerne gøre hvad der nu passede dem.
Hun var sikker på, at hun nok skulle komme et meget bedre sted hen. For hun stolede fuldt og fast på Ham. Det var Ham, der hjalp hende når det gjorde allermest ondt. Ham, der sørgede for at hun følte, at der altid var nogen i nærheden af hende og passede på hende. Ham, der vogtede over hende, dag og nat, selv når der ingen var. Gud.
Førhen havde hun aldrig brudt sig særlig meget om alt det der kirkesnak. Det var bare en eller anden gammel præst, der stod og snakkede om hvor hellig Jesus var, og hvordan vi alle sammen skulle være så perfekte som muligt. Men nu. Nu bad hun hver aften, for så var hun sikker på, at Han var der.
Der lød en kort banken på døren. En pige på hendes alder stak hovedet ind.
”Må jeg komme ind?” Sara nikkede svagt og Adelaide trådte ind i værelset. Hun satte sig på kanten af sengen og så på Sara.
”Hvordan går det?” Sara trak svagt på skuldrene.
”Som det plejer. Hvordan gik konfirmationen i går?” Adelaide smilte.
”Rigtig godt. Jeg fik en million gaver og blomster. Så gjorde det ikke så meget, at vi skulle stå henne i kirken og høre på ham den gamle, støvede præst. Jeg troede bare aldrig jeg fik lært fadervor og trosbekendelsen!”
Sara kunne ikke lade være smile, og se på Adelaide. Hun havde igen sat sit sorte hår op på en eller anden underlig måde. Selvom det var meningen det skulle holdes væk fra ansigtet, var der alligevel et par mørke totter, der faldt ned i de grønne øjne. Det var rart at have en veninde, der var så meget sig selv.
”Jeg troede ikke engang du var kristen.” Adelaide trak lidt på skuldrene.
”Nej, men mor ville gerne have det, og så kunne jeg jo lige så godt.” Adelaide tog Saras hånd.
”Men egentlig ville jeg hellere have, at du var med. Vi har altid snakket om, at vi ville konfirmeres sammen, kan du huske det?” Adelaide smilte og aede blidt sin venindes hånd.
Sara nikkede og fortsatte:
”Det er rigtigt. Vores venindeløfte. Vi var så små dengang. Tænk at tiden går så hurtigt.” Hun smilte og så ud af vinduet igen. Adelaide trak på smilebåndet og fortsatte med at fortælle.
”Det var også en af de ting min far nævnte i sin tale.” Hun rejste sig værdigt op og sagde med en dyb og mandig stemme:
”Adelaide! Denne dag er en ganske særlig dag! For i dag er du blevet voksen! Ceremonien henne i kirken markerer det mere end noget andet!” De to piger fniste sammen og hun satte sig ned igen. Deres hygge blev afbrudt af, at Adelaides mor stak hovedet ind og sagde:
”Adelaide? Vi skal køre nu.” Adelaide så undskyldende på Sara.
”Sorry, jeg må løbe. Men husk at sørge for at få det bedre. Ellers tilgiver jeg aldrig hverken dig eller ham deroppe,” Hun pejede med en finger op i loftet.
”Han ved hvad han gør,” sagde Sara smilende. Adelaide svingede sin taske over skulderen og forsvandt ud af døren.
Resten af dagen kom der ikke flere og besøgte hende. Det var mest lægerne, sygeplejerskene og hendes forældre, der var derinde. Om aftenen sad hun og snakkede med Rajat. Han var en ung lægestuderende fra Indien, og selvom han havde lært en del dansk, var man ikke i tvivl om hvor han kom fra.
De havde tit haft lange samtaler om hans barndomshjem, især om hans tro. Hun ville ofte gerne høre om de ceremonier indere skulle lave. Det var ret fascinerende hvad de gjorde på grund af deres religion.
Rajat holdt meget fast i sin egen tro, selv når vrede patienter råbte ting efter ham. Han var lige glad med hvad de sagde.
Nu kunne man høre kirkeklokkerne inde fra byen. De holdt begge to op med at snakke et øjeblik, og kiggede ud af vinduet. Himlen var farvet med røde, orange og gule striber, det lignede næsten et helt flammehav, og lyden af klokkerne gjorde det helt magisk.
”Kan du høre det, Rajat?” spurgte Sara, ”Det er Ham, der kalder. Og snart kalder han også på mig.”
Rajat så alvorligt ud af vinduet.
”Hvorfor vil du egentlig være læge?” spurgte Sara pludselig, ”Du ser jo alle de mennesker dø hele tiden. Hvordan kan du holde det ud?” Han så stadig ud af vinduet.
”Fordi jeg ved, at det er meningen, at de skal dø. De skal dø, for at komme tilbage. Og sådan er det. Derfor bliver jeg ikke ked af det.”
”Er det derfor du altid smiler og hvisker de der ord når der er en, der dør?” spurgte Sara. Rajat nikkede.
”Jeg ønsker dem en god rejse og håber, at vi ses igen. Så har jeg også ro i sjælen.”
Deres samtale blev afbrudt af, at Rajat skulle på arbejde igen. Derefter var der helt stille.

Sara vågnede pludselig, som om noget havde været meget opsat på at vække hende. Hun havde med det samme en fornemmelse i hele kroppen af, at nu var hun klar.
Med en utrolig kraftanstrengelse, fik hun svunget sine ben ud over sengekanten. Hun begyndte vaklende at gå, efter at have fjernet aller slangerne og udstyret, der havde siddet på hendes krop. Mange gange måtte hun stoppe og sætte sig ned, og hendes vejrtrækning blev værre og værre, men hun fortsatte alligevel.
Hun gik med sikre skridt ned ad trappen og udenfor hospitalet. Det var tidlig morgen, og solen kastede sine bløde stråler på hele byen. Det var et smukt syn.
Sara begyndte at gå videre, hun var ikke helt klar over hvorhen, men hendes ben førte hende til en lille bakketop. Derfra havde hun udsigt til kirketårnet. Mågerne svævede over hende, og deres skrig blandede sig, med larmen fra bilerne. Og så, pludseligt, og kraftigere end nogensinde før, begyndte kirkeklokkerne at ringe. Det var den smukkeste, klareste lyd, der fuldkommen overdøvede al anden støj. Sara smilte og strakte armene ud. Han kaldte på hende. Nu var det tid.
Et blødt lyst landede på hendes hud og fyldte hendes krop fuldkomment.
”Jeg kommer,” hviskede hun.

Info: Denne tekst er skrevet i 7. klasse i forbindelse med en opgave om at skrive om tro, det være sig ens egen eller andres. Jeg har valgt at gribe den an på denne måde, i høj grad drevet af min egen form for tro. Sproget hænger ganske vist visse steder, men jeg er så glad for budskabet (og ikke mindste slutningen), at den skulle med.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: