Skumring

Kopi af 31. Blomster i vandpyntAnna rakte ud efter uret og kastede et blik på de lysende tal. 20:25. Han var ikke kommet hjem endnu. Det var nok også det bedste. Måske gav den ekstra tid ham lidt længere til at tænke over tingene. Måske havde han fortrudt, hvad han havde gjort. Måske havde han ændret sig.
Hun tændte lampen i vinduet og spejdede ud på gaden. Der var helt øde, ikke en sjæl på den kolde, grå vej. Men der kom også sjældent nogen i dette kvarter.
Hun åbnede for vinduet og mærkede den kølige sensommerbrise kærtegne hendes hud. Den legede blidt med hendes brune lokker og berørte det store sår, der dominerede det meste af hendes pande. Gået ind i dørkarmen igen. ’Klodsede Anna’, som han plejede at kalde hende.
Snart blev kulden for meget for den spinkle kvinde, og hun lukkede igen vinduet. Kastede endnu et blik på uret. 20:28.
Anna vandrede hvileløst rundt i lejligheden og skuttede sig en smule. Hun haltede svagt på det ene ben, men smerten gjorde hende ikke noget længere. Hun var så vant til det.
Forsigtigt rettede hun på det allerede perfekt dækkede bord. Der måtte ikke være noget galt, ikke i aften. I aften skulle alt være perfekt.
For denne gang var det anderledes. Det var hun sikker på. Han havde jo lovet hende det. Ikke flere slag i aften, nu skulle det være slut. Hvis hun altså kunne opføre sig ordentligt. Og det kunne hun. Det skulle hun.
En høj, skærende lyd fik hende til at fare sammen. Hun så sig forskrækket om og åndede lettet op, da det gik op for hende, at det bare var telefonen.
Hun løftede roligt røret og sagde med en tydelig polsk accent:
”Ja?”
”Anna?” Det gibbede i hende ved lyden af hans stemme. Den var hæs og spørgende, men ikke truende, ikke denne gang.
”Ja, det er mig,” hviskede hun stille og vovede for en gangs skyld at være lidt morsom, ”hvem ellers?”
”Nu skal du ikke være næsvis,” bed han hende skarpt af, og per refleks dukkede hun sig.
”Jeg kommer snart hjem. Jeg snupper bare en taxa, så jeg er der om ti minutter, okay?”
”Okay,” hviskede hun og ventede, til hun hørte den velkendte tone, der betød, at han havde lagt på. Forsigtigt lagde hun røret på og trak den hvide cardigan tættere om sig. Nu kom han snart. Og så skulle det nok blive bedre. Det var hun sikker på. Han havde jo lovet.
Mørket var langsomt ved at sænke sig over byen, og Anna mærkede hvordan hele hendes krop rystede. Hun skyndte sig at tænde alt lys i hele huset og ventede.
Der var så ufatteligt tyst derinde, så skræmmende. Som om hun befandt sig i en celle, fanget og isoleret fra omverden. Helt alene.
Med ét hørte hun den høje lyd af dørklokken og fór hen for at besvare den.
”Jeg kommer op nu, skat,” lød det fra højtaleren og derefter den velkendte lyd af fodtrin. Imens hun talte hvert eneste tunge skridt, gjorde Anna sig klar til når han kom. Rettede lidt på håret og tøjet, forsøgte at fremtvinge et smil. Og endelig åbnedes døren.
Det gav et ubehageligt sug i maven af frygt ved synet af den enorme mand. Han tårnede sig op over hende og så sultent på hende med sine store, skræmmende øjne som han havde gjort så uendeligt mange gange før. Men i aften var der noget anderledes i de blik, det måtte der være. Han havde jo selv sagt det.
Anna smilede til ham så godt hun kunne og tilbød at tage hans jakke.
”Velkommen hjem, skat,” sagde hun med lav stemme og hængte hans jakke op på knagen. Han smilede og vendte sig mod hende, og hun måtte beherske sit åndedræt for, at han ikke skulle mærke hendes frygt. Men der var jo ingen grund til at være bange længere. Nu var det snart forbi.
Med et kærligt blik lagde han hænderne om hendes ansigt og kærtegnede hendes kinder. Anna rystede over hele kroppen, og hun ønskede sådan, at hun kunne trække sig væk. Men hun holdt ud. Hun lukkede øjnene og lod ham kysse hendes læber. Bed det i sig, da han kærtegnede hendes hals. Men det blev for meget, da han lod hånden glide ned imod hendes bryst.
”Sk-skal vi ikke spise først, skat?” spurgte hun med en hvisken og forsøgte prøvende at trække sig en smule væk. Hun gik et skridt hen imod det opdækkede bord, men blev øjeblikkeligt standset af hans hårde, kolde stemme.
”Du prøver da ikke at slippe udenom, gør du?” Anna lukkede øjnene og tvang sig selv til at lade være med at græde. Hun holdt krampagtigt om sine rystende hænder da hun vendte sig om mod ham.
”Jeg… du sagde bare, at…” prøvede hun hviskende, men det var nyttesløst at forklare sig nu.
”Jeg sagde til dig, at hvis du kunne opføre dig pænt og gøre som jeg bad dig om, ville der ikke ske dig noget i aften. Forstod du ikke det?” Anna nikkede ivrigt og mærkede de første tårer presse sig på, da han greb hårdt om hendes håndled.
”Og hvis jeg beder dig om at stille dig til rådighed for mig, så er det nøjagtigt hvad du gør, okay?” Anna svarede ikke, men så ham bare i øjnene med et blik, der tryglede om nåde.
”Eller du vil måske hellere tilbage til den rendesten, jeg fandt dig i?” spurgte han hårdt, og hun rystede svagt på hovedet. Med et tilfredst udtryk i ansigtet lod han sin hånd glide op under Annas bluse og kærtegne hendes bryst. Den rædselsfulde, forfærdelige fornemmelse i hendes mave voksede sig større for hvert sekund, og det samme gjorde antallet af tårer, der gled ned over hendes kinder. Hånden gled videre nedad og bevægede sig målrettet imod hendes nederdel. Men i det øjeblik den nærmede sig det sted, han aldrig skulle have berørt, kunne hun ikke mere.
”Nej!” udbrød hun og trak sig fortvivlet væk. Hun så endnu engang på ham med de tryglende, bedende øjne, men det var alt, alt for sent. Vreden i hans blik var ikke til at tage fejl af, det var dét blik hun nu havde set i 2 år og 11 måneder, dét blik hun så for sig hver gang hun lagde sig til at sove, dét blik hun frygtede hvert evig eneste sekund af hendes liv.
Langsomt hævede han hånden og lod det første slag ramme hendes kind. Hun skreg fortvivlet og forsøgte at blokere med armene, men der var intet at gøre. Slagene faldt ned over hende, igen og igen, hårdere og hårdere. Alt omkring hende forsvandt, kun smerten, den ulidelige smerte og lyden af hans rasende udråb eksisterede nu. Hun anede ikke hvor lang tid, der var gået, da han endelig standsede, og hun endelig kunne få ro. Hun lå bare på gulvet, blødende, såret og øm overalt. Med et sidste hadefuldt blik stormede han ind på soveværelset og hamrede døren i, så ruderne klirrede. Der var stille.
Anna lod hovedet falde og tårerne tage deres tid om at blive grædt. Med en uendelig kraftanstrengelse baksede hun sig op ved at støtte sig til sofabordet. Hun listede sig hen til soveværelsesdøren og lyttede. Der lød en sagte snorken derindefra, og med tilbageholdt åndedræt vovede hun sig videre ud i entreen. Hun lyttede endnu engang efter om han skulle være vågnet, men der var fuldkommen tyst.
Med to hænder greb hun om håndtaget og skubbede døren op. Hun listede sig haltende ud i opgangen og lukkede forsigtigt døren i. Derefter skyndte hun sig ned ad trapperne og trådte ud i den mørke gade. Vinden var kold, og de enkelte gadelygter, der var, lyste svagt på vejen, nu da solen ikke længere formåede det. Skuttende trak Anna den tynde trøje lidt tættere om sig og så ned ad gaden. Hvad nu? Hun havde ingen steder at gå hen, ingen, der kunne hjælpe hende. Blot én ting var helt sikker: Hun kunne aldrig vende tilbage igen.

Info: Denne tekst er skrevet på baggrund af et billede af et lejlighedskompleks hvor der var lys i et vindue. Titlen på både billede og opgave var “Skumring”, og opgaven gik ud på, at skrive en novelle om en eller flere af personerne, der kunne tænkes at bo i en af de lejligheder.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s

%d bloggers like this: